Covid-19 / Corona virus

Virtuel fjernundervisning i idræt og bevægelse

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Eliteidræt er klar med et virtuelt tilbud om fællestræning for elever i 4. – 9. klasse.

Når skolerne er lukket ned på grund af coronavirus/COVID-19, så er der gang i hjemmeundervisningen. Et nyt tilbud fra Fredericia Eliteidræt gør det nu muligt for elever i 4 – 9. klasse at få sjov og fysisk fjernundervisning i idræt og bevægelse. 

”Det er et fedt tilbud og en fantastisk mulighed for et afbræk i hverdagen. Eleverne har her mulighed for sjov og fysisk træning med dygtige instruktører. Jeg synes, at det er en sjov og motiverende måde at lave fjernundervisning på, og jeg håber, at der er mange, der tager imod tilbuddet fra Fredericia Eliteidræt”, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Susanne Bjerregaard Mørck. 

Fjernundervisningen foregår via Fredericia Eliteidræts Facebook-side, og træningen er tilrettelagt, så det kun kræver lidt plads i stuen, på værelset eller på terrassen. Der er fjernundervisning og formiddagstræning onsdag og fredag kl. 10.00 – 10.40 i denne uge, og er der interesse for det, vil fjernundervisningen fortsætte mandag, onsdag og fredag i næste uge. 

FOTO : FREDERICIA ELITEIDRÆT

”Jeg synes, at det er fantastisk, at Fredericia Eliteidræt, der beskæftiger sig med unge mennesker med store mål og ambitioner, i denne tid laver et tilbud for bredden. Det er vigtigt i en tid, hvor vi alle er på samme hold, og jeg håber, at rigtig mange vil tage godt imod tilbuddet”, siger næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget, Christian Jørgensen.  

Det er trænerne i Team fysisk træning, der står for undervisningen, og man skal blot gå ind på Fredericia Eliteidræts Facebook-side og følge med. Det kræver som nævnt ikke meget plads. Det vil være fornuftigt at have en drikkedunk og et håndklæde eller liggeunderlag klar.