FREDERICIA

Virksomhedspraktik: 83 procent i området “handel” får ikke job bagefter

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

HK Handel har indbragt ordningen for EU, da de oplever den er konkurrenceforvridende

FREDERICIA: I 2023 afsluttede 299 en virksomhedspraktik, men det kom 247 ikke i arbejde af. Og det er ofte forventningen ved de personer, som Jobcentret sender ud i virksomhedspraktik. Det skriver Avisen Danmark i dag.

På Fredericia Kommunens hjemmeside står der blandt andet om virksomhedspraktik inden for syge- og dagpengeområdet:
“Forskningen på området viser gode resultater af såkaldt fysisk rettede indsatser som f.eks. virksomhedspraktik. Den viser også, at det skaber bedre resultater, når arbejdspladsen inddrages fra starten. Derfor anbefaler analyseenheden, at den tidlige indsats prioriteres, og at arbejdsgiverne bliver inddraget før.”

I samme forbindelse udtaler Søren Larsen (A):
”Langt de fleste vil gerne hurtigt tilbage til deres arbejde og i gang igen. Derfor er et vigtig med et godt og tæt samarbejde med virksomhederne, så vi kan lykkes med det mål i fællesskab. Vi vil gerne give medarbejderne bedre tid og ressourcer til at få det samarbejde i gang med det samme, og vi tror på, at det kan være med til at spare ressourcer i det lange løb”, siger Søren Larsen, næstformand i Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Opslaget er ikke dateret, men det er i hvert fald nogle år gammelt.

Virksomhedspraktik
Formålet med virksomhedspraktik er at afklare og udvikle den lediges kompetencer og jobmål og bringe den ledige tættere på job eller uddannelse.

Virksomhedspraktik er primært for personer, der har vanskeligt ved at opnå eller fastholde job på normale vilkår eller med løntilskud. Praktikken kan foregå både hos offentlige og private arbejdsgivere. 

Forud for etableringen skal der aftales et præcist formål med virksomhedspraktikken. Så vidt muligt skal det aftales, at praktikken kombineres med eller efterfølges af timer, hvor personen ansættes ordinært som lønmodtager. Hvis disse ordinære løntimer foregår samtidigt med praktikken, skal de være i en anden arbejdsfunktion.

Ovenstående formål med virksomhedspraktik er fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Arbejde eller gratis arbejdskraft?
De fleste der starter på virksomhedspraktik, har den opfattelse, at det er vejen til et arbejde. Her mangler der uden tvivl en forventningsafstemning mellem virksomhedspraktikanten og virksomheden.

“Problemet med virksomhedspraktikordningen er, at den ikke virker efter hensigten. På detailområdet ser vi alt for ofte, at praktikanterne bliver brugt som gratis arbejdskraft,” siger Mette Høgh, som er formand for HK Handel til Avisen Danmark, og forsætter: “Vores holdning er helt klart, at ordningen er konkurrenceforvridende og en alvorlig trussel mod vores medlemmers jobsikkerhed. Derfor har vi også bragt sagen op over for EU-Kommissionen.”