FREDERICIA

Vind i håret til byens ældre borgere

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune har indkøbt otte rickshaws, så alle borgere på kommunens plejecentre kan få sig en cykeltur uanset alderen

Blot fordi man er blevet for dårlig til selv at kunne cykle, skal man ikke snydes for en cykeltur. Det mente Social og Omsorgsudvalget i hvert fald, da de valgte at gå ind i projektet ”Cykling uden alder” og investere i otte richshaws, som skal fordeles på kommunens plejecentre.

”Fredericia Kommune er cykelby, så det var oplagt, at vi gik med i ”Cykling uden alder”. Det er en fantastisk mulighed for at tilbyde ældre en cykeltur ud i vores skønne natur”, siger udvalgsformand Henning Due Lorentzen.

RickshawsDe otte rickshaws bliver overdraget til plejecentrene torsdag den 9. april 2015 ved en mindre ceremoni på Rådhuspladsen. Her vil der være mulighed for byens borgere at prøve en tur i de nye rickshaws, inden udvalgspolitikerne sætter sig i sadlen og kører cyklerne ud til plejecentrene. På plejecentrene vil der være forskellige aktiviteter, for alle rickshaws skal også navngives.

En tur til Skagen
Med ”Cykling uden alder” er der mulighed for at give borgerne på kommunens plejecentre vind i håret og et smil på læben. Der sidder mange ældre, der har lyst til at komme ud og se verden, og det får de nu mulighed for med de nye rickshaws. Det er planen, at de nye cykler skal bruges i dagligdagen til at bringe borgerne ud i nærmiljøet, men beskæftigelsesvejleder Kirsten Larsen fortæller, at der også er planer om at tage en længere cykeltur.

”Cyklerne er jo udstyret med motor, så det vil være muligt for at planlægge en længere tur. En cykeltur til Skagen ville være en skøn og livsbekræftende tur for de ældre, som helt sikkert har minder fra Danmarks top”.

For at cyklerne kommer mest muligt i brug, er der brug for frivillige cykelpiloter. Som pilot i ”Cykling uden alder” bidrager man, når tiden, lysten og vejret er til det – der er ikke fastlagte vagtskemaer. Turen kan man planlægge sammen med de ældre. Det er helt op til jer, om turen går ned igennem byen, til skov, vand eller ned ad ”memory lane”.

Har du lyst til at blive cykelpilot, kan du tilmelde dig på www.cyklingudenalder.dk.

Fakta
Der er plads til to borgere på cyklerne, og de sidder godt placeret foran på rickshawen.
Alle kan lære at køre en rickshaw. Hvis du er erfaren cykel- eller ladcykelbruger, skal der ikke meget øvelse til, før du er i gang.
Der er instruktionsvideoer og anden nyttig information at finde på www.cyklingudenalder.dk