Vildt comeback sikrer Erritsø GIF Rugby sejr

Vildt comeback sikrer Erritsø GIF Rugby sejr

Det lignede længe et nederlag, da Erritsø GIF Rugbys herrer i lørdags tog imod det hidtil ubesejrede tophold fra Aalborg Rugbyklub Lynet.

Gæsterne førte stort ind i anden halvleg, men en imponerende holdindsats sikrede Erritsø en flot hjemmebanesejr på 31-25.

Kampen startede ellers optimalt for hjemmeholdet i Fredericia. Allerede efter seks minutter kunne backen Noah Devantier bringe Erritsø foran med fem point efter et flot, velopbygget angreb. Men glæden var kortvarig, for nordjyderne viste hurtigt, hvorfor de mødte op som ligaens ubesejrede tophold, oplyses det i en pressemeddelse fra klubben i Erritsø.

Aalborg udlignede kort efter og dominerede derefter pointtavlen. Med enorm effektivitet udnyttede gæsterne deres chancer og scorede yderligere tre gange inden pausen. Selvom Erritsø i perioder spillede godt med, var stillingen pludselig 5-20. Lige inden pausefløjtet fik hjemmeholdet dog tilkæmpet sig en straffescoring, som reducerede nordjydernes forspring til 12-20.

Stående fra venstre: Jeppe Vang, Adam Kvist, Noah Devantier, Casper Aerts Brodersen, Lasse Kristensen, William Friend, Oliver Hovgaard, Rasmus Matzon Pedersen, Jonas Kloppenborg, Kenneth Holm, Thor Lütje Hansen (kapt.), Svend Sørensen, Christian Jørgensen og Steve Atkins (cheftræner). Knælende fra venstre: George Melgaard, Milan Puki Dordevic, Jonathan Bach Iversen, Benjamin Jensen, Nicolai Lykkegaard, Hans Kristensen, Sebastian Thøgersen, Chano Jensen, samt Oliver Holm Axelsen og Frederik Zinther. Foto: Allan Pertti Frandsen/Erritsø GIF Rugby

Den vilde drejning

Nedtur ramte dog igen kort ind i anden halvleg, hvor Aalborg udbyggede deres føring til 12-25. Men netop her skiftede kampen totalt karakter. Trods afbud fra flere faste profiler viste Erritsøs brede trup på 22 mand – en stærk blanding af unge talenter og rutinerede kræfter – enorm viljestyrke og taktisk disciplin.

I det 53. minut fandt holdet et afgørende flow. Efter hurtigt pasningsspil fik Jonathan Iversen presset bolden over mållinjen til enorm jubel. Det blev startskuddet til en massiv offensiv. Erritsø overtog styringen fuldstændigt med fysisk overskud og klogt spil. Cirka ti minutter senere kastede landsholdsspilleren Sebastian Thøgersen sig i målfeltet, og Hans Kristensen konverterede sikkert sparket. Stillingen var nu vendt til 26-25 til Erritsø.

Kort før tid slog Noah Devantier triumfen fast med sin anden scoring til slutresultatet 31-25.

Stolt cheftræner

Den mentale styrke glædede cheftræner Steve Atkins, der roligt havde styret tropperne igennem krisen. Han var fuld af ros til sit holds fysik i den afgørende fase og tvivlede aldrig på sejren til sidst:

“Med 15 minutter igen vidste jeg, at vi ville vinde. Jeg så et skifte i energien på holdet.”

Det formstærke mandskab skal i aktion igen lørdag den 16. maj, hvor de tager imod Rugby Club Odense på egen bane.