Læserdebat

Vil Nye Borgerlige afskaffe fripladstilskud?

Læserdebat af: Andreas Tobiassen. Bestyrelsesmedlem i Enhedslisten Fredericia

Det er altid interessant at læse Karsten Byrgesens (NB) læserbreve. Mandag beskyldte han eksempelvis Enhedslisten og Socialdemokratiet for at beskatte de svage i forbindelse med en stigning af taksterne til børnepasning. Samtidig mener Karsten at have fundet ud af noget helt nyt – vores fripladstilskudsordning.

Desværre viser læserbrevet bare, at der er virkeligt mange ting, som Karsten Byrgesen ikke helt forstår. Både hvad angår taksterne til børnepasning og hvad angår budgetforhandlinger. Byrgesen forklarer desuden meget oprevet, hvordan han forgæves har forsøgt at få svar på sine spørgsmål ved forvaltningen. Jeg vil dog gerne hjælpe en politikerkollega i nød.


Ifølge dagtilbudsloven må kommunerne fastsætte forældrenes egenbetaling for pasning til 25 % af de budgetterede driftsomkostninger. Sådan har det været i flere år i Fredericia. Når man derfor tilfører midler til området vil egenbetalingen stige også. Det ved de fleste politikere med respekt for sig selv.
Hvis Karsten derfor ønskede dette ændret, skulle det være skrevet ind i budgetteksten, da man netop skriver ændringerne ind her. Vi kan ikke klandres for at Nye Borgerlige har sovet i timen eller ikke forstår, hvordan lovgivningen fungerer.


Karsten undrer sig også over fripladstilskud. Det tog mig fire klik på borger.dk at finde ud af, at den tilskudsordning reguleres af Undervisningsministeriet, som hvert år – ganske gennemsigtigt i øvrigt – fremlægger en tabel, som forklarer præcis, hvor mange procent man selv skal betale ud fra en husstandsindtægt.


Her er intet hokus pokus, men til gengæld en fremragende ordning som sikrer at familier har råd til at få sine børn passet og udviklet blandt dygtige pædagoger og medhjælpere. Vil Nye Borgerlige virkeligt ændre den ordning? Min kone og jeg har selv gjort brug af ordningen tidligere, og det er der ingen skam i.


Jeg vil langt hellere have at mine skattepenge går til den slags ordninger, end til at forvaltningen skal servicere et byrådsmedlems vildfarelse.

Samme ordning viser desuden, at man får alt betalt, hvis man er en enlig forsørger på kontanthjælp. Cirka halvdelen bliver betalt, hvis man er et par på kontanthjælp, og tjener husstanden mere end 583.700 årligt, skal alt betales selv. Igen – det tog mig fire klik at finde. Væsentligt færre tryk, end det tog Karsten Byrgesen at udstille sin uvidenhed.


Den stigning, som Karsten Byrgesens harme vækkes af, er i øvrigt på 255 kr. månedligt for et barn i vuggestuen i 47.5 timer. Det er dog heller ikke 3060 kr., som Karsten påstår, men 2805 kr. da juli er betalingsfri, men lad os bare sige at det var en trykfejl og ikke endnu et eksempel på bevidst manipulation eller uvidenhed. Den bliver helt eller delvist dækket af ovenstående tilskudsordning, hvilket vi i Enhedslisten sætter stor pris på. Omvendt får man også flere pædagoger, som kan udvikle og se barnet i hverdagen. Det er en god investering.


Næste gang Karsten Byrgesen tror, at han har fundet en rygende pistol eller har svært ved at finde ud af, hvordan borger.dk virker, skal jeg med glæde hjælpe ham. Det er i hvert fald bedre end hovedløst at jagte sensationer i den lokale presse.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv