SAMFUND

“Vil du ikke godt skrive pænt om Skuret, for det er et godt sted”

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Sådan lød den første opfordring da DanmarkC TV steg ud af bilen, på en solrig lørdag formiddag ved netop Skuret.

Historien skulle egentlig handle om at være hjemløs, men nu bliver det om Skuret hvor P kommer flere gange om ugen. P vil ikke fotograferes eller lægge navn til, for der er så mange der har fordomme mod brugerne af Skuret. Det vil han gerne slippe for.

P flyttede til Fredericia for ca. 20 år siden, og er midt i 40’erne.

Hvad synes du der er godt ved Skuret?

– Det er ligesom nu, for eksempel om formiddagen. Fra starten af dagen, så er det jo mere stille og roligt ligesom nu, hvor jeg kommer. Vi hygger os, og sidst på eftermiddagen, så er det mere folk der vælter rundt. Sådan er det jo, men det positive: Det er at der er plads til alle, synes jeg, og at jeg føler mig hjemme.

– Jeg mangler nogle tænder, og jeg har været en slagsbror. Men her kan jeg være ligeglad med de manglende tænder. Nede i byen lader jeg være med at smile, og kigger væk, fordi jeg er flov over mine tænder. Men ikke her. Her er jeg accepteret som jeg er.

Hvad får du ud af at komme i Skuret?

– Det giver det sociale, og det får jeg ikke andre steder. Jeg er ved at søge førtidspension, og det håber jeg, at jeg får på grund af mit liv. Men jeg kan jo ikke sidde hjemme og glo hele dagen. Min kone går i skole og skal jeg bare sidde derhjemme, så bliver jeg da kuk!

– Så jeg kommer fordi jeg har brug for at snakke med nogle andre. Jeg kommer for det sociale, og det tror jeg de fleste gør. De der kommer her, er fordi de kan lide at komme her – ligesom mig, jo.

Er der andre steder I kan være sammen?

Det tror jeg ikke. Jeg har ikke nogen ven. Jeg kender ikke nogen, jeg sådan lige kan ringe til – jo, det har jeg, men det er nemmere at gå til Skuret og få en øl sammen, end at ringe og spørge én. Det er bedre end at sidde hjemme, og jeg kan godt li’ der er nogle flere.

Ved pladsen uden for Skuret er der flere blomsterkummer. Foto: DanmarkC TV.

Kan I tale om hvordan I har det?

– Ja, her! Men ikke andre steder. Her kan jeg godt komme og fortælle at konen er tosset, og jeg er ked af det. Men jeg kommer da også når jeg er glad.

– Det positive skal frem, at vi har et sted vi kan være. Der har været så meget tale om Skuret, og om stoffer og meget andet. Men det er jo noget man selv bestemmer, om man vil være en del af.

– Der er jo stoffer i byen allerede. Det er der også, hvis du går på et værtshus lørdag aften. Jeg tror ikke det er værre her. Jeg er da også en tur i byen engang imellem, og får tilbudt stoffer.

– Om du vil tage stoffer er op til en selv, hvad du vil. Når jeg fortæller folk, at jeg ryger, drikker lidt øl og ryger en joint, så bliver det respekteret. Så kommer der ikke nogen og spørger, om jeg skal have alt mulig lort.

Anonymitet

DanmarkC TV bringer P’s historie, fordi det netop er P’s opfattelse af et skur og et fællesskab, der ofte forbindes med noget negativt. Derfor respekterer vi også ønsket om anonymitet.

Vi talte med tre brugere af Skuret derudover. To af dem ville gerne tale med os, men ikke til hverken kamera eller foto. Ikke engang til skriveblokken.

En tredje bruger ville i grunden gerne fortælle hvilket liv han havde på førtidspension, men da DanmarkC TV ville tale med ham, var han forsvundet. DanmarkC TV håber senere at få forsættelsen af den fortælling, han trods alt nåede at ridse op.