Læserdebat

Vi skal turde investere mere i vores arbejdsmarked

Vi skal udvise politisk mod og turde investere i vores arbejdsmarked – og langt mere end vi har gjort indtil nu. Vi kan ikke spare os til flere i arbejde, bede vores ansatte tage flere sager, løbe hurtigere osv. Langt hen ad vejen har vi omfordelt, og arbejdet inden for rammen af det, budgettet kunne tillade – dog kun med få undtagelser, hvor der er tilført midler. 

Historisk set har vi i Fredericia haft alt for mange på offentlig forsørgelse. Det er brandærgerligt for den enkelte, der misser et arbejdsfællesskab, og bestemt også ærgerligt, at det koster vores fælles kasse dyrt. Der er gjort rigtig meget de seneste 3 år, og som jeg tidligere har sagt: Nu er tiden kommet til at investere. Dog har det politiske flertal ikke været der for denne retning. Et Socialdemokrati på 13 mandater er ikke med – og dét skal vi altså lave om på i fællesskab. 

Flere samtaler, virksomhedsrettede, håndholdte og fremskudte indsatser virker, og det skal vi have mere af. Men det koster. Og vi har skruet op for alt det, vi kunne inde for rammen, men vil vi mere, så koster det. Netop disse indsatser og fokusområder har været en af årsagerne til, vi er kommet af ghettolisten – ledigheden er faldet, og fx i 2017 havde vi 500 unge på uddannelseshjælp, og i 2020 (sep) 360 unge – bare for at komme med eksempler på, at det går den helt rigtige vej, men jeg så gerne det gik langt hurtigere. 

En særlig indsats skal der til, og med de årtiers historiske ledighedstal kræver det, vi tør sætte en ambitiøs retning – hvor vi netop investerer. Husk på, at færre på offentlig forsørgelse er klart en af de allervigtigste årsager til en styrket økonomi.         

Min påstand er, vi skal være langt mere offensive og allervigtigst turde investere mere i vores arbejdsmarked. Det har vist sig at virke i mange andre kommuner – nu er tiden kommet til Fredericia. Jeg og Venstre står gerne på mål for øgede investeringer i vores arbejdsmarked – for det betaler sig menneskeligt og økonomisk på den lange bane. Fremtidens Fredericia handler om politisk mod, investeringer og visioner. 

Peder Tind 

Borgmesterkandidat Venstre. 

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv