Per A. Moos Laursen Byrådskandidat for SF Fredericia Lumbyesvej 4, 10. -2 7000 Fredericia har startet en debat omkring solceller
SF foreslår at kommunen satser offensivt på solceller. Opsæt solcellepaneler på skolernes, plejecentrenes, Sundhedshusets og Rådhusets tagarealer, når man renoverer bygningerne i de kommende år. Også Idrætscentret og boligforeningernes ejendomme kan udnyttes til solenergi anlæg. Kommunen bør opfordre de store virksomheder i Danmark C til at opsætte solcellepaneler. Ved nye lokalplaner for erhvervs- og boligområder kan kommunen også indføre vilkår om, at der etableres solenergianlæg.
Vi ved at der er planer om en solcellepark nord for Ydre Ringvej – fint nok. Som byrådskandidat mener jeg, at vi skal langt videre af den vej i den grønne omstilling. Jeg vil pege på to områder, hvor kommunen kan købe jord og lade en energivirksomhed drive solcelleparker:
1) Det åbne areal, der omgiver Ammoniakhavnen og afgrænses af Lyngsoddevej i syd og Ballevej i nord fra industriområdet i vest og ud til Lillebælt i øst.
2) 0mrådet fra Kolding Landevej i syd til Kongens Kvarter i nord og Audi i vest til Vejle Landevej i øst.
Vi anerkender at Fredericia Kommune ikke er egnet til vindmølleparker på havet eller på landjorden. Der er for lidt havområde, og det er en ret lille kommune i areal. Men til sammen vil initiativerne med solcelleanlæg kunne give vedvarende strømforsyning til tusindvis af husstande samt mange virksomheder og offentlige institutioner. Hvad venter vi på?