Læserdebat af: Kirsten Hassing Nielsen, medlem af Beskæftigelses og Sundhedsudvalget og næstformand Senior og Socialudvalget for Det Konservative Folkeparti
Kontanthjælpsreformen har haft som mål at skabe incitament til arbejde – og det er i sig selv fornuftigt. Men vi bliver også nødt til at se virkeligheden i øjnene: Reformen kan ramme nogle af de mest udsatte borgere, som i forvejen kæmper med psykiske lidelser, misbrug, sygdom eller andre sociale problemer – og som risikerer at miste deres bolig, hvis vi ikke handler i tide.
Vi skal sikre, at beskæftigelsesreformen ikke bliver en boligkrise for de mest sårbare.
I Fredericia har vi en strategi for udsathed, og vi har gjort en stor indsats for housing first, som netop har til formål at hjælpe mennesker mod hjemløshed og give støtte til at kunne blive i egen bolig. Det er indsatser der nytter og skaber værdighed for den enkelte. Det behøver vi ikke en værdighedsreform til. Herudover har vi gode indsatser i den boligsociale helhedsplan, som vi i langt højere grad skal udbrede i den fremtidige beskæftigelsesindsats.
Kontanthjælpsreformen har gjort det endnu mere nødvendigt med et stort fokus på tidlig indsats, øget samarbejde mellem boligforeninger, jobcenter og civilsamfund, og at vi får styrket hjælpen til økonomisk rådgivning.
For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at vi tager os af dem, der har brug for ekstra støtte og som er i risiko for at havne i hjemløshed. Det betyder ikke, at vi skal fjerne kravene. Men det betyder, at vi skal sikre, at ingen falder helt igennem systemet, når reformtoget kører.
Så I den kommende uge, hvor vi markerer ”Udsatteugen” i Fredericia, er det også en anledning til at sætte fokus på den udsathed, som kan ramme som følge af kontanthjælpsreformen.
Vi skal derfor sikre os, at reformen virker efter hensigten; at folk bliver hjulpet i arbejde – og ikke ud i hjemløshed.