Læserdebat af: Pernelle Jensen, Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen (V) og Mette Bossen Linnet, Formand for Psykiatri- og Socialudvalget (V) – begge i Region Syddanmark
Lægeforeningen i Syddanmark har for nylig sat fokus på de lange ventetider i psykiatrien. Det er en bekymring, vi deler fuldt ud og et område, vi i Region Syddanmark arbejder meget konkret med at forbedre.
Vi har i den seneste tid taget flere skridt for at øge kapaciteten og sikre, at flere patienter kan få hjælp hurtigere. Blandt andet har vi oprettet otte nye ydernumre i psykiatrien og dermed udvidet antallet af praktiserende psykiatere. S
amtidig har vi fjernet de økonomiske begrænsninger både for knækgrænsen og rammen, så psykiaterne kan se flere patienter uden at blive økonomisk straffet for det. Ordningen, som blev indført som et forsøg sidste efterår, har vist gode resultater, og derfor har vi forlænget den, indtil den nye overenskomst træder i kraft.
Det er også ud fra et politisk ønske om at nedbringe ventetiderne, at vi kigger på muligheden for at etablere ADHD-klinikker. Vi kan se, at ADHD fylder meget hos psykiaterne i speciallægepraksis, hvorfor der er behov for, at vi gør noget.
Hvis vi kan flytte de lettere ADHD-forløb ud i specialiserede klinikker, frigiver vi tid hos psykiaterne til andre patienter. Psykiateren vil fortsat have det overordnede behandlingsansvar, men både psykologer og almenmedicinere kan bringes i spil til udredning og behandling.
Der har været lidt faglig usikkerhed om målgruppen for ADHD-klinikkerne og derfor har vi ventet med at gå videre det, indtil de relevante faggrupper når frem til en afklaring af, hvordan en model helt konkret kan se ud.
Det er stadig et politisk ønske at nedbringe ventetiden for de mange mennesker, som venter på hjælp i psykiatrien. Og vi er stolt af at være del af en region, som kommer med mulige løsninger frem for at sidde på hænderne og se udfordringen vokse sig større.