
Verdens største værested indtager Fredericia

I uge 28 omdannes Erritsø Idrætscenter til Ferie Camp for 2000 udsatte borgere
Fra mandag den 7. juli til søndag den 13. juli omdannes Erritsø Idrætscenter i Fredericia til et midlertidigt hjem for omkring 2000 deltagere, når Landsforeningen af Væresteder afholder deres årlige Ferie Camp. Arrangementet, der har fundet sted siden 2013, er skabt ud fra den grundlæggende idé, at alle mennesker fortjener en ferie – et sted hvor man kan “lade batterierne op” og se hverdagen i et nyt perspektiv.
Det oplyser Landsforeningen af Væresteder i en pressemeddelelse.
Cliff Kaltoft, sekretariatschef i Landsforeningen af Væresteder, fortæller om den særlige betydning, arrangementet har for deltagerne:
– Ferie Camp er årets højdepunkt for mange socialt udsatte familier. Det er muligheden for at komme på ferie og få en pause fra en ofte svær og kaotisk hverdag. Ferie Camp er også muligheden for at være sammen med ligesindede og blive en del af et større fællesskab omkring et væld af aktiviteter for voksne og børn, lyder det fra Sekretariatschef i Landsforeningen af Væresteder, Cliff Klaftoft i meddelelsen, hvor han fortsætter:
– Det er helt fantastisk at opleve den positive energi, der opstår, når mennesker mødes på tværs af deres udfordringer og baggrunde. Vi oplever hvert eneste år, at deltagerne danner nye relationer og knytter tætte venskaber, som varer ved længe efter, at Ferie Camp er slut. De får opbygget sociale netværk, som ikke bare styrker deres hverdag, men også giver dem mod på fremtiden. Det handler om mere end blot en enkelt uge – det handler om at skabe varige bånd og om at give deltagerne nye muligheder for fællesskab og støtte fremover, siger han.
DanmarkC TV var med til pressemødet i februar hvor LVS kunne præsentere noget af programmet for årets ferielejr. Video: DanmarkC TV
Blomstrende fællesskaber og aktive ferieminder
Årets tema, “Blomstrende fællesskaber,” afspejler foreningens tro på, at de rette rammer og aktiviteter kan få fællesskaber til at trives. Programmet er fyldt med forskellige tilbud, der spænder bredt. Deltagerne kan glæde sig til kreative workshops med blomsterkranse, makramé og papirblomster, samt populære Lego-blomster. Derudover er der planlagt biograf, karaoke, en udflugt til Madsbyparken og en koncert. Børnene kan deltage i dart-, danse- og fodboldskole og modtager en T-shirt som et varigt minde. For de voksne afholdes “Udsatte Legene.”
Cliff Kaltoft understreger hvor vigtigt det er af at give børnene en positiv ferieoplevelse.
– Jeg er også meget tilfreds med, at vi giver de mere end 800 børn en ferieoplevelse, så de også efter sommerferien kan vende tilbage til skolen og fortælle om en god ferie sammen med deres forældre, siger han.
Mange deltagere føler sig ofte marginaliserede, men på Ferie Camp oplever de at blive set, hørt og respekteret. De indser, at de ikke er alene med deres situation.
– Ferie Camp er derfor også et sted, hvor deltagerne kan genfinde troen på sig selv, opdage deres egne styrker og tage følelsen af at være værdifuld med sig hjem, udtaler Cliff Kaltoft.
Fakta om Ferie Camp
- 2000 deltagere forventes, med knap 100 på venteliste.
- Landsforeningen af Væresteder har afholdt Ferie Camp siden 2013.
- 109 frivillige bidrager til arrangementet.
- Årets tema er ”Blomstrende fællesskaber”.
- Arrangeres af Landsforeningen af Væresteder i samarbejde med Fredericia Kommune.
