Venstre om budgetdrama i Fredericia i ‘Politik ved bæltet’
Venstre-gruppeformand Pernelle Jensen langer ud efter borgmester Christian Bro (S) i et interview med DanmarkC TV. Hun mener, at borgmesteren bevidst tilbageholdt information om 20 millioner kroner i budgetforhandlingerne
Pernelle Jensen, gruppeformand for Venstre i Fredericia Byråd, er gæst i programmet “Politik ved bæltet” kort efter offentliggørelsen af det historiske budgetforlig, hvor alle partier undtagen Socialdemokratiet indgik en aftale. I interviewet kritiserer hun borgmester Christian Bro for ikke at have oplyst om et råderum på 20 millioner kroner i budgetforhandlingerne.
– Jeg synes i hvert fald, at borgmesteren svigter sit byråd ved ikke at oplyse det, når vi skal sidde og forhandle med ham torsdag eftermiddag. Fordi det er jo selvfølgelig væsentligt, at 20 millioner, det er mange penge, siger Pernelle Jensen (V) i interviewet.
Forligskredsen vil sikre at budgettet kommer i mål
For at sikre, at budgettet bliver overholdt, har forligspartierne aftalt at holde månedlige møder med forvaltningen. Pernelle Jensen understreger, at dette ikke handler om at holde øje med borgmesteren, men om at sikre, at budgettet bliver implementeret korrekt.
– Vi skal ikke holde øje med borgmesteren, jeg tror, vi skal holde øje med vores budget, og sikre, at det budget, vi har vedtaget, alle partierne udenom borgmesterposten, at det ligesom bliver kørt ordentligt i mål, og vi sikrer, at der er fremdrift i det, siger hun.
Hør meget mere fra Pernelle Jensen (V) om budgetforliget, og Venstres oplevelse af processen og forhandlinger når DanmarkC TV snart sender et tv-indslag fra ‘Politik ved bæltet’