FREDERICIA

Velfærds- og vækstdirektør på plads i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

IC4A3794-EditLouise Thule Christensen er ny direktør for Velfærd, mens Mogens Bak Hansen er ny direktør for Vækst. De bor begge i Fredericia kommune.

”Det er to meget kompetente nye direktører. De har det strategiske niveau, der er nødvendigt for at flytte en kommune, sådan som byrådet ønsker. Jeg er meget tilfreds med, at de begge to bor i kommunen og har Fredericia under huden. Sammen med kommunaldirektøren bliver de en fantastisk direktion”, siger Borgmester, Jacob Bjerregaard.

Kommunaldirektør Michael Holst glæder sig til samarbejdet med de to nye direktører. ”De kender begge Fredericia Kommune, er stærke strateger, men formår samtidig at få medarbejderne med, når tingene skal implementeres. At de to nye direktører er velkendte og allerede meget anerkendte i organisationen – og udenfor, vil gøre vores arbejde lettere fra dag ét”.

I perioden 2008 til 2012 var Louise Thule Rehabiliteringschef og projektchef for ’Længst Muligt I Eget Liv’ i Fredericia Kommune, – et projekt, som har vundet flere priser. Siden marts 2012 har Louise Thule arbejdet som chef i Ældre og
Handicapforvaltningen i Odense Kommune.

”Fredericia Kommune vil vækst, velfærdsudvikling og økonomisk balance. Sammen med resten af holdet ser jeg frem til at sætte Fredericias store potentiale endnu mere i spil” udtaler Louise Thule Christensen, der bor i Snoghøj, er gift og har tre drenge.

142811_9597Mogens Bak Hansen kommer fra en stilling som arbejdsmarkedschef i Fredericia kommune. Det har han gjort med meget stor succes. Det er en stærk og velkendt kapacitet, der skifter stilling i Fredericia Kommune – og bliver direktør for Vækst.

”Jeg er glad for fortsat at kunne være med til at udvikle og realisere det store potentiale, vi har for vækst og udvikling i Fredericia. Vi har en stærk politisk ledelse, et erhvervsliv, der tager medansvar for udvikling, og så ved jeg, at vi har gode medarbejdere og ledere, der brænder for deres job. Jeg glæder mig”, siger Mogens Bak Hansen, der bor i Bøgeskov og er far til 3 piger.

Læs mere om de nye direktører på Fredericia.dk