VEJLE

VEJLE SYGEHUS FIK NYE LOFTLIFTE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

image.asp-6Vejle Sygehus har modtaget en donation på 100.000 kroner fra Karl Emil Thomsen, som er patient på Sygehus Lillebælt. Pengene er blevet brugt til nye loftslifte på Neurologisk sengeafdeling.

Karl Emil Thomsen er patient på Sygehus Lillebælt og er tilknyttet både Hæmatologisk Afdeling på Vejle Sygehus og Nyreambulatoriet på Fredericia Sygehus. Den tidligere skolelærer fra Billund havde et ønske om at donere 100.000 kroner til sygehuset med dét ønske, at pengene skulle bruges til noget, der både kommer patienter og personale til gode.

I sidste uge var Karl Emil Thomsen inviteret ind på Neurologisk Afdeling i Vejle for at modtage personalets tak og se, hvad pengene er blevet brugt til.
– Jeg synes, at det er en god idé, at pengene er gået til nye loftslifte, som både patienter og personale har gavn af, sagde Karl Emil Thomsen.
Ledende overlæge Carsten Bisgård, Neurologisk Afdeling, er taknemmelig for den flotte donation.image.asp-5
– Det er glædeligt, at denne flotte donation, er gået til at løfte standarden på et område, hvor det var begyndt at knibe. Mange af vores loftslifte var ved at være så nedslidte at det var tiltrængt med en udskiftning. Vi har ikke fået en donation i den her størrelsesorden før, som virkelig er en hjælp for os i det daglige arbejde med patienterne, sagde Carsten Bisgård.
Det er ikke første gang at Karl Emil Thomsen donerer penge til et sygehus. For 10 år siden donerede han 100.000 kroner til Grindsted Sygehus. Han er ikke formuende, men har taget et lån i sit hus, som han har doneret til Vejle Sygehus.
Han er modstander af at udnytte systemet mere end højst nødvendigt og vil gerne give noget tilbage, for den behandling, han har fået på Sygehuset.

 

(Kilde : http://www.sygehuslillebaelt.dk)