
Vejle har sat sit aftryk på ny integrationslov

Den nye integrationslov, som regeringen fremsætter i dag, er stærkt inspireret af Vejles model for integration. Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Vejle, Christoffer Melson, er glad for at Vejle-metoderne bliver udbredt til hele landet, hvis loven bliver gennemført.
Integration skal ske ude på arbejdspladserne. Det er budskabet i regeringens nye integrationslov, som bliver fremsat i Folketinget i dag. Integrationsloven ligger sig tæt op af Vejle Kommunes model, hvor sprogskole bliver kombineret med praktik i de såkaldte branchepakker.
”Jeg er stolt af, at Vejle Kommune er en foregangskommune, når det handler om integration” udtaler Christoffer Melson, formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Vejle. ”Vi har på et tidligt tidspunkt set, at den bedste måde at blive en del af samfundet og lære sproget, er ved at være en del af en arbejdsplads. Regeringens integrationslov kombinerer fokus de kompetencer, den enkelte har med sig fra hjemlandet, med fokus på de muligheder, der er på jobmarkedet lige nu. Det har vi gode erfaringer med i Vejle.
Branchepakker vender tilgangen på hovedet
I et branchepakkeforløb bliver flygtninge og indvandrere hurtigt opkvalificeret til de brancher, hvor der er de bedste chancer for at finde arbejde i Vejle. Forløbene kombinerer tre dages sprogskole med to dages praktik i en virksomhed i en af de udvalgte seks brancher. Brancherne er butik, rengøring, køkken og service, fødevareindustri, pleje og omsorg og lager. De enkelte forløb tilpasses, så de i indhold og varighed matcher borgerens behov og muligheder.
”Med branchepakkerne vender vi tilgangen på hovedet” udtaler formand for Arbejdsmarkedsudvalget Christoffer Melson. ”I stedet for kun at se på de kompetencer, den enkelte har med fra sit hjemland, fokuserer vi også på de konkrete muligheder, der er på vores arbejdsmarked i Vejle. Vi tror på, at integration sker bedst ude på arbejdspladserne, hvor man lærer sproget og kulturen at kende. Når de basale kundskaber er på plads, er fundamentet skabt for at kunne udvikle sine kompetencer yderligere”.
Kompetencer målrettet jobåbninger
Konceptet bygger på en erfaring om, at mange flygtninge og indvandrere kun har begrænset kendskab til arbejdsmarkedet. I forløbene arbejder man med at åbne deltagernes beskæftigelsesperspektiv og deres motivation for job. Det sker blandt andet gennem rådgivning om, hvilke brancher med mange jobåbninger, der er relevante og realistiske for dem, hvilke kompetencer de skal besidde for at komme i betragtning til disse job, og hvilke forløb, der bibringer dem de nødvendige kompetencer. Hvis deltagerne har konkrete brugbare kompetencer fra deres hjemland, bygger den beskæftigelsesrettede indsats oven på disse kompetencer.
”Vi oplever, at deltagerne i branchepakkerne er mere motiverede, at de møder stabilt, og at de kommer hurtigere i job” fortæller integrationskonsulent Connie Nør Larsen. ”Forløbene giver deltagerne nogle meget tydelige mål, og de oplever en hurtig fremdrift. Det motiverer dem.”