FREDERICIA

VEJKRYDS BYGGES OM

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Krydset Snaremosevej / Vejle Landevej bygges om, så det bliver signalstyret.

Under anlægsperioden kan du stadig bruge krydset – men forvent, at trafikken kommer til at glide lidt langsommere end normalt. Først skal der flyttes ledninger. Det kommer til at tage ca. seks uger. Fra uge 47 forventer Freiberg Entreprenør A/S at gå i gang med selve ombygningen – selvfølgelig med blik for at genere trafikken mindst muligt. Vi forventer at være færdige i starten af april med forbehold for, at vejret arter sig.

Hvad skal der ske?
I dag kan det være svært og særligt i myldretiden at komme ud på Vejle Landevej fra Snaremosevej. Et nyt signalanlæg skal derfor sikre bedre og mere sikker trafikafvikling. Krydset ombygges så Vejle Landevej får en separat venstresvingsbane fra nord mod syd og en højresvingsbane fra syd mod nord. Der kommer også mere plads til modulvogntog.

Hvem står for ombygningen?
Freiberg Entreprenør A/S står for selve anlægsarbejdet. ITS Teknik står for levering og etablering af signalanlægget og EWII A/S sørger for belysning af lyskrydset.

(Kilde : Fredericia kommune facebook)