Læserdebat af: Kirsten Hassing, næstformand Senior og socialudvalget og kandidat til kommunalvalget 2025 for Det Konservative Folkeparti
I Fredericia skylder vi vores ældre langt mere end blot standardiserede ydelser og kolde leveringsordninger. Og vi skylder vores medarbejdere at give dem mere frihed til at handle ud fra tillid og sund fornuft. Som konservativ tror jeg på, at et samfund skal måles på, hvordan vi behandler vores ældre. Det handler ikke kun om velfærd – det handler om værdighed.
Derfor ønsker jeg også, at vi kan tilbyde ældre, der bor på plejehjem eller modtager hjemmehjælp, varm mad hver dag og et bad, når man har brug for det.
For mange ældre er dagens varme måltid et højdepunkt. Og når vi allerede er i gang med at undersøge, hvordan vi fremover skal bruge vores køkkener på plejehjemmene i Fredericia, er det oplagt, at vi også undersøger muligheden for, at mange flere ældre kan få frisk, varmt mad hver dag. Uanset om de bor hjemme eller på plejehjem.
Det kan lade sig gøre, hvis vi styrker samarbejdet med lokale leverandører og udnytter køkkener, så der bliver flere fleksible madordninger.
Et bad når man selv ønsker det, bør også være en selvfølge – og ikke når skemaet tillader det.
Vi skal væk fra de rigide rammer og detailregulering i ældreplejen og gribe mulighederne i ældreloven, som giver de ældre mere valgfrihed og selvbestemmelse. For selvfølgelig skal man som ældre kunne få et bad, når man har brug for det. Det er både livskvalitet, værdig ældrepleje og sundhed. Det er ikke værdigt, at ældre skal vente på en bestemt ugedag for at få et bad. Den slags planlægning tager ikke udgangspunkt i mennesket, men i skemaer og systemet.
Varm mad og et bad når man ønsker det, kan lade sig gøre, hvis vi giver medarbejderne større frihed og fagligt ansvar til at tilrettelægge ældreplejen ud fra borgerens behov, hvis vi prioriterer tid og nærvær, og hvis vi skaber en kultur, hvor værdier som respekt, omsorg og værdighed vægtes højere end excel-ark.
For Det Konservative Folkeparti handler god ældrepleje ikke om at love alt til alle. Den handler om, at vi tager ansvar, giver frihed og viser respekt for den enkelte, og at vi skaber de bedste muligheder for en nærværende og fleksibel omsorg, tilpasset den enkelte ældre.
Derfor er jeg kandidat til kommunalvalget – for fortsat at kæmpe for en ældrepleje med varme hænder, varme måltider og varme værdier.