FREDERICIA

VALGPLAKAT KRIG : OPSÆTNING OVERHOLDER IKKE LOVGIVNINGEN

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Lørdag d. 28. oktober var der kamp om de bedste placeringer, på kommunens mange lygtepæle.

Fra lørdag klokken 12.00, var det nemlig tilladt at hænge de mange hundrede valgplakater op, for de forskellige partier og deres spidskandidater.

Særligt i Fredericia centrum var kampen om den helt rigtige placering på sit højeste, men ikke alle kandidater overholder lovgivningen om minimums ophængshøjden på 2 meter og 30 centimeter.

På Ryesplads var der rift om lygtepælene ud for den Engelske pub og Fredericia Jobcenter. Her afslører en hurtig opmåling dog, at de forskellige partier har taget chancen, og hængt deres plakater op, – lavere end de lovgivningsmæssige 2,30 meter. På Ryes plads hænger Fredericias borgmester Jacob Bjerregaards valgplakat kun 1,81 over jorden, hvilket er direkte mod reglerne.

 

 

 

 

 

I Gothersgade hænger flere plakater langt under de tilladte 2.30 meter, dog har enkelte kandidater overholdt lovgivningen, og hængt deres plakater over de 2,30 meter. Lygtepælene i gågaden er ikke nær høje nok, til at en valgplakat kan hænge lovligt, men det har en kandidat rådet bod på – han har nemlig hængt sine budskaber op på træerne i en minimumshøjde på 2,30 meter – på lovlig vis. Ved en gennemgang af regulativet, kan man konstatere at det faktisk er tilladt at hænge valgplakater op i træer, så længe reglen om minimumshøjden på 2,30 meter er overholdt.

 

Fakta omkring opsætning af valgplakater.:

Valgplakater må ikke hænges op:

  • på eller over motorveje, motortrafikveje og disse vejes rampeanlæg,
  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lign. på strækninger, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t.,
  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lign. på strækninger, hvor den tilladte hastighed midlertidigt er nedsat til 60 km/t. eller derunder,
  • på samme indretning som autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr,
  • på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lignende,
  • nærmere end 0,5 meter fra kørebanekant eller 0,3 m fra cykelstikant målt fra den nærmeste kant af valgplakaten,
  • lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten,
  • højere end 1,5 m under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten, eller
  • på en sådan måde, at valgplakaten kan medføre skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed.

Endvidere skal valgplakater ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.

 

Udover opsætningen skal plakaterne være forsynet med oplysninger på bagsiden.:

“Vejmyndighedens og politiets udgifter til nedtagning af valgplakater samt udgifter til udbedring af skader på vejtræer og indretninger betales af ophængeren. Hvis det ikke er muligt at pålægge ophængeren de nævnte udgifter, kan den fysiske eller juridiske person, der er anført på valgplakaten, pålægges at afholde disse udgifter, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at ophængningen ikke er sket på den pågældendes foranledning. Hvis valgplakaten ikke indeholder de nævnte kontaktoplysninger, kan den fysiske eller juridiske person, der agiteres for på valgplakaten, pålægges at afholde disse udgifter, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at ophængningen ikke er sket på den pågældendes foranledning.”

En gennemgang af valgplakaterne i midtbyen afslører, at det ikke er alle kandidater der har noteret oplysningerne bag på deres plakater.

Der er stor sandsynlighed for, at de enkelte partier får gennemgået deres ureglementerede plakatophængning i midtbyen inden for overskuelig tid – ellers bliver de nemlig fjernet for plakatindehaverens regning. SF gennemgik søndag formiddag deres ophængning i midtbyen, for at imødegå lovgivningen.