FREDERICIA

Vagtskifte i 6. Julikomiteen og Forsvarsbrødrene

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Erik Schwensen har besluttet at trække sig på generalforsamlingen den 4. februar 2025

Opdateret med udtalelse fra Borgmester Christian Bro (A).

Efter otte år som valgt formand for Forsvarsbrødrene for Fredericia & Omegn, og dermed automatisk formand for 6. Julikomiteen, der tilrettelægger dagen omkring 5.-6. juli, ønsker formanden at trække sig. Det var i år 175 år siden udfaldet fra Fredericia, og det jubilæum havde den nu snart afgåede formand lovet at tage med.

Jeg er og har været meget glad og taknemmelig for at være Formand i 8 år og før det 3 år som næstformand. I de sidste 8 år er medlemsantallet steget ca. 20%, gennemsnitsalderen er faldet fra 72 til 64 år, og meget andet er sket, siden jeg overtog formandskabet i februar 2017, skriver Erik Schwensen i en pressemeddelelse.

Jeg vil gerne sige en stor tak til Erik Schwensen for hans imponerende indsats som formand for 6. Juli Komiteen. Han har med et forbilledligt overblik og sans for detaljen været med til at udvikle 6. Juli-Dagene, så den årlige markering af Slaget ved Fredericia stadig er en begivenhed, hvor fredericianere og byens gæster samles for at mindes det, der skete natten mellem den 5. og 6. juli for 175 år siden. I dag står 6. Juli-Dagene på et solidt fundament, og selv om vi er mange, der kommer til at savne Erik Schwensens engagement, så har jeg stor respekt for hans beslutning om, at det nu er tid til at give stafetten videre til en ny formand, udtaler borgmester Christian Bro (A) om Erik Schwensens tid som formand for 6. Juli Komiteen.

Næstformanden er klar til at tage over

Det bliver efter planen den nuværende næstformand Hans Henrik Hansen der er klar til at overtage de to poster, og som ny næstformand forudses det, at major Henrik Schiøler vælges.

Travl fremtid

Erik Schwensen vil nok ikke komme til at ligge på den lade side. Indtil nu har den tidligere oberstløjtnant flere bogudgivelser bag sig. Herunder bl.a. “Chef for Telegrafregimentet – om lederskab og resultater”. Samtidig drives egen virksomhed der også omhandler ledelse.

Derudover er Erik Schwensen chefredaktør ved Danske Digitale Medier A/S.