TAULOV

Værsgo´- Fond sender 400.000 kr. til renovering af Taulov Station

Af Theis Søndergaard - ths@danmarkc.tv

Der er glæde i Taulov – med støtte fra fonden “Underværker” er drømmen om et moderne forsamlingshus rykket tættere på

Lokale ildsjæle fordelt over hele landet får nu 15 mio. kr. i støtte til at realisere i alt 17 projekter som del af Realdanias Underværker-kampagne. Det gælder blandt andet tre frivillige fællesskaber fra trekantsområdet, der nu har fået støtte til projekter i en gammel stationsbygning i Taulov, et ungehus i Kolding og en aktivitetsbro ved havnen i Lillebælt.

Taulov Station får 400.000 kr.

I Taulov nær Fredericia vil ildsjæle skabe nyt liv i den funktionstømte og historiske bygning, Taulov Station. Stationen skal danne rammen om flere typer af fællesskabsaktiviteter og blive dét ‘forsamlingshus’, som mangler i lokalområdet. Formand for foreningen Jan Schoubo fortæller til DanmarkC TV – at støttebeløbet falder på et tørt sted. “Pengene skal bruges i “fase 0”, som er der hvor der skal hyres en arkitekt, væltes vægge og lægges nye gulve med varme. Med fondsstøtten er der en klausul om at foreningen selv skal stille med et tilsvarende beløb – et beløb som foreningen nu går i gang med at rejse – fortæller formanden til DanmarkC TV. Når pengene er fundet så skulle huset stå klar til indretning. Denne del forventer formanden ligeledes vil koste et tilsvarende beløb.

Møder stor velvilje hos virksomheder

Formanden for foreningen Taulov Station fortæller til DanmarkC TV at foreningen oplever stor velvilje fra virksomheder. Flere har doneret arbejdskraft eller materialer og andre har doneret et kontantbeløb. Formanden fortæller at de alle er med til at få projektet i mål.

Om Underværker

  • Med Underværker støtter Realdania projekter i det byggede miljø, som er drevet af frivillige kræfter. Kampagnen bidrager både med økonomisk støtte, rådgivning og videndeling, der kan føre gode idéer ud i livet.
  • Ildsjæle kan søge Underværker om op til 1,2 mio. kr. i projektstøtte