Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Liberal Alliance vil væk fra samfundsfællesskabet og tilbage til Jungleloven, hvor det altid er den stærkeste der vinder. I tiden har vi et godt eksempel i USA, hvor Donald Trump arbejder stærkt på at indføre det religiøse patriarkat, hvor de rige skal være rigere og de fattige skal intet have.
De såkaldte ”liberale” partier har vist ikke helt forstået, at deres form for liberalitet er uden fællesskab for andre end de personlig loyale.
Danmarks økonomiske situation ser ud til at være god og måske bedre end mange af de lande vi sammenligner os med, og det bygger i stor grad på et fællesskab og fælles ansvarlighed uden de alt for store forskelle på økonomisk ulighed, selv om uligheden ser ud til at vokse igennem de senere år, og det er den ulighed, som Liberal Alliance vil have til at vokse.
De ønsker således liberalitet uden velfærd, hvor man som i eksempelvis USA ikke har en chance, hvis man økonomisk er kommet i klemme og ikke har nogle rige ”venner” der kommer og redder situationen, hvor det ser ud til at føre til store problemer med alkohol og stoffer med mange, der til sidst dør.
Desværre er der også et problem med et såkaldt Velfærdssamfund, nå mennesker går fra ansvarlighed til at kræve deres ret, hvilket let kan føre til nogle af de problemer, som eksempelvis Fredericia Kommune har, hvor den kommunale administration ikke ser ud til at evne at leve op til lovgivningen, hvilket ender i en ond nedadgående spiral.
Er det sådan, at Fredericias problemer med arbejdsmoral og kvalitetsniveau skyldes 100 år med socialdemokratisk ledelse? Løsningen er dog ikke Jungleloven!
Løsningen er en socialliberal ansvarlighed, hvor det enkelte menneske har meget stor frihed under et socialt ansvar, hvor fællesskabet løfter samfundet op på et optimalt niveau.
Den politiske realitet er, at politiske partier er uinteressante, men den enkelte ansvarlige politiker ualmindelig interessant, da vi har brug for mennesker med stor ansvarlighed og indsigt i mennesker, økonomi og samfundsopbygning.