Kultur

URBAN TEATER GIVER JULEGAVE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Teater Malstrøm siger tak for opbakningen og giver en julegave

 
Efter at være kommet med på Fredericia Kommunes ’finanslov’ giver Teater Malstrøm 100 billetter ud til Den Lille Prins, der spiller frem til jul.
I forbindelse med Fredericia Kommunes årlige budgetforhandlinger var Teater Malstrøm så heldige at komme med på budgettet de kommende år. På baggrund af byrådspolitiker Christian Jørgensens (V) forslag var der en bred politisk opbakning til at give teatret en fast støtte. Det har givet økonomisk ro for teatret til at kunne planlægge længere ud i fremtiden, så der allerede nu kan tages hul på repertoire-forberedelserne for 2020.
 
Her og nu er det en travl efterårssæson for Teater Malstrøm, hvor deres Beatles Kabarets sidste forestilling 27. oktober snart afløses af premieren på Den Lille Prins 21. november. Begge forestillinger spiller i de hyggelige rammer på Det Bruunske Pakhus, der er blevet teatrets faste spillested i Fredericia.
 
En tidlig julegave
For at sige tak for den store opbakning, vil teatret gerne give 100 personer, der på grund af en trang økonomi, ellers ikke ville kunne se opsætningen af Den Lille Prins, mulighed for en gratis tur i teatret. Det foregår efter først til mølle princippet, hvor man på Teater Malstrøms Facebook side vil kunne skrive, hvor mange billetter man har brug for til sig selv og den nære familie.
 
Teaterleder Martin Bach Sørensen fortæller:
”Vi fandt ud af sidste år, da vi opførte Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, at mange familier gav børnene eller børnebørnene billet til forestillingen i adventsgave. I år synes vi at de familier, der ellers ikke har mulighed for at komme i teatret, skulle have en tidlig julegave”.
 
Skuespillerne i Den Lille Prins får også en lille gave
Nu hvor det kolde vejr er kommet og sneen så småt er begyndt at dale, er det også blevet koldt for skuespillerne, der medvirker i Den Lille Prins, at stå i porten, mens de venter på at komme ind på scenen. Teatret har derfor købt et par varmelamper, så de ikke står og fryser.
 
De fem skuespillere på holdet er:
Sacha Thorslund fra Bogense, Frederikke Gejl Damgaard fra Vejen samt Silke Jensen, Daniel Stoof Jensen og Michael Hansen fra Fredericia.
 
Fakta
 
  • Den Lille Prins spiller fra 21. november til 16. december fra ons-søn, kl. 18 på hverdage og kl. 15 lørdage og søndage
  • Spillested: Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, Fredericia
  • Billetter kan købes på billetten.dk eller på deres salgssteder, fx i Tøjhuset i Fredericia
  • Billetsalget er også åbent til Teater Malstrøms forårssatning ”Burlesque – inspired by Alice in Wonderland”