FREDERICIA

Unik fotoudstilling om at leve uden syn og hørelse

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Socialstyrelsens fotoudstilling  ”Menneske på trods” gæster Fredericia i perioden 5. – 15. februar.

Tænk dig at være født døv og blind. Hvordan lærer man at kommunikere med andre mennesker, når man hverken kan se eller høre? Hvordan begynder man at udforske verden? Med fotoudstillingen ”Menneske på trods” giver fotograf Magnus Møller et bud på, hvordan mennesker med næsten det sværets tænkelige udgangspunkt i livet oplever verden.

Foto Magnus Møller
Foto Magnus Møller

Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Socialstyrelsens Videnscenter for Handicap, Hjælpemidler og Socialpsykiatri  og har siden sommer 2012 turneret  rundt i flere byer i Danmark samt været i Oslo og i Lille i Frankrig. Nu kommer udstillingen til Fredericia, hvor den kan ses hos Hjælpemidler & Kommunikation, Vesterballevej 4-6 i Snoghøj fra den 5.-15. februar 2014.

”Vi har ønsket at få lov til at vise fotoudstillingen, fordi den kan være med til at få folk til at se på handicaps på nye måder og give os alle noget at tænke over. Det er et rigtig hårdt udgangspunkt at være født uden syn og hørelse, men mod alle odds er der stadig mulighed for glæde og livskvalitet. Det er et vigtigt budskab at dele”, mener Mette Kjellerup Møller, som er hørepædagog hos Hjælpemidler & Kommunikation i Fredericia Kommune.

Fotografen Magnus Møller besøgte gennem 2011 familier, bosteder og dagtilbud for at lave et ærligt portræt af denne særlige gruppe mennesker, og det er der kommet 23 tankevækkende billeder ud af til udstillingen. Billederne viser både den isolation, som det dobbelte sansetab giver, og den intimitet, nærhed og glæde, som døvblindfødte oplever, når de bliver mødt af mennesker, som vil dem. Og så portrætterer han den særlige måde, døvblindfødte oplever verden på, nemlig den kropslige.

I Fredericia åbnes udstillingen med en åben reception onsdag den 5. februar 2014 kl. 13-17 hos Hjælpemidler & Kommunikation, Vesterballevej 4-6 i Snoghøj, Fredericia. Herefter er der frem til 15. februar åbent dagligt kl. 10-14 samt torsdage til kl. 17. Grupper kan komme efter aftale.

”Vi håber at se rigtig mange til vores reception. Og så er jeg sikker på, at udstillingen også kommer til at efterlade en tanke eller to hos de mange borgere og samarbejdspartnere, som kommer  i vores hus hver eneste dag ,” afslutter Mette Kjellerup Møller.