FREDERICIA

UngFredericia – hvad er nu det?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

UngFredericia skal være med på beatet og sikre sjove, sociale, faglige og nørdede fællesskaber for de unge under 18 år.

Fra 1. august opretter Fredericia Kommune en ny enhed i Børn og Unge, der får navnet UngFredericia. UngFredericia kommer til at bestå af 10´ende og en række ungdomsskoletilbud for og med de unge ude i de fire skoledistrikter. Ungemiljøerne bliver på den måde også en del af UngFredericia.

”Vi samler nu de kræfter i kommunen, der understøtter ungemiljøerne i Fredericia. UngFredericia skal arbejde for, at de unge får et godt ungdomsliv. Det er vigtigt, at vi som kommune hele tiden kan skabe fleksible, nye og spændende tiltag i tæt samarbejde med de unge, så de oplever, at de bliver taget med på råd, kan dygtiggøre sig og kan gennemføre en uddannelse og bidrage med deres engagement til fællesskabet”, siger udvalgsformand Susanne Eilersen.

UngFredericia vil kunne bakke op om rigtig mange typer af aktiviteter i samspil med de unge. Som f.eks. weekend-aktiviteter, hvor man samles med andre unge i byen, der interesserer sig for, hvordan man udvikler computerspil, laver rollespil, spiller teater og meget andet.

Der er allerede mange aktiviteter, som kører rigtig godt ude i ungemiljøerne, og som fortsætter på trods af den nye organisering. Det gælder f.eks. en madklub for piger, Unge på Sporet, der er et projekt for unge, der har brug for at blive motiveret til at komme videre i uddannelse, Fra Bænken til Banen, der er et projekt i samarbejde med F.C. Fredericia, LAN-party, casting til Kirstinebjerg Musical 2016, idrætsaktiviteter om aftenen i idrætshaller samt rollespil.

”Det er rigtig godt, at vi unge får mulighed for at samle os omkring de interesser, som vi har, men også at vi kan mødes på kryds og tværs. Det er super, at det bliver samlet, så vi både kan få undervisning og fritid til at hænge sammen, og at 10´ende og ungemiljøer bliver koblet mere sammen. Det ligger fint i tråd med Ungebyrådets arbejde for at skaffe flere samlingssteder for unge med forskellige interesser og bedre forhold for unge i byen”, siger Oline Dyrbjerg Strøager, der er ungeborgmester og elev på Kirstinebjerg Skolen.

I efteråret kommer der også tilbud til unge, der er særligt talentfulde. Bl.a. Cirque du Soleil i samarbejde med Den kreative Skole, science-camp i samarbejde med engagerede undervisere fra HTX og forfatter-bootcamp i samarbejde med Fredericia Bibliotek.

Fakta:

Søren Pedersen bliver leder af UngFredericia. Søren Pedersen har gennem 14 år været daglig leder af 10´ende. Sammen med Stefan Eis, afdelingsskoleleder i Ungdomsskolen og Stig Holm, afdelingsskoleleder på 10´ende, udgør Søren det nye ledelsesteam. De skal få UngFredericia til at blomstre sammen med andre dygtige medarbejdere og ikke mindst de unge mennesker i Fredericia.