Unge opfindere indtog Maskinmesterskolen

Unge opfindere indtog Maskinmesterskolen

Innovation, bæredygtighed og kreativitet var i højsædet, da elever fra 8. og 9. klasse på Fredericia Friskole indtog Fredericia Maskinmesterskole for at pitche deres egne opfindelser foran et dommerpanel.

Luften var tyk af spænding og idérigdom, da der for eleverne, mandag formiddag den 24. november, kulminerede en hel uges hårdt arbejde. Den traditionelle undervisning var skiftet ud med fokus på iværksætteri, og eleverne skulle præsentere deres løsninger på alt fra hverdagens små irritationsmomenter til globale klimaproblemer.

En af lærerne fra Friskolen, Xenia, forklarede baggrunden for arrangementet:

– Vi har haft en hel uge, hvor vi har arbejdet med innovation. I stedet for den gamle, den tidligere projektopgave, så har vi lavet det til en innovationsopgave. Så 8. og 9. klasse har arbejdet med deres innovationsprojekt i en hel uge. Og så kulminerer det så hernede i dag foran forskellige dommere, hvor de så skal pitche deres produkt og deres idé for dem, siger hun.

Fra tradition til teknologi

Projekterne spændte bredt, fra fysiske produkter til digitale løsninger. Eleverne havde fokus på at løse problemer, de enten mødte i deres egen hverdag eller så ude i den store verden. Et af de digitale indslag var en app designet til at forbedre fremlæggelser i skolen ved hjælp af kunstig intelligens.

– Vi har lavet en hjemmeside, der hjælper alle under uddannelser til at øve deres præsentationer. Den bruger simpelthen AI til at give dig feedback og skrive ned,« forklarede en elev om projektet, der skal højne niveauet i klasselokalet:

– Vi synes også selv, at nogen gange bliver alt for useriøst i klassen, når man skal fremlægge. Så vi tror, at det kunne hjælpe en hel masse elever til at gøre det ordentligt, lød det fra eleverne.

Emma og Bastian viser deres projekt frem for en af underviserne. Foto: DanmarkC TV

Bæredygtighed på dagsordenen

Mange af elevernes idéer kredsede om grøn omstilling. Inspirationen kom nogle gange langvejsfra, som det var tilfældet for projektet Blue Bionets. Idéen opstod efter en rejse til Asien, hvor problemet med plastik i havene blev tydeligt.

– Man kom rundt og så, hvor stort et problem det egentlig er blevet til i den her verden, fortalte eleven bag projektet og uddybede sin løsning:

– Jeg har lavet en virksomhed, som hedder Blue Bionets. Som producerer bæredygtige og genanvendelige og nedbrydelige fiskenet. Som efter cirka 150 dage ville kunne blive nedbrudt i havet.

Lotus fra virksomheden Blue bionets. Foto: DanmarkC TV

Højt niveau og stort engagement

Det var ikke kun eleverne, der var begejstrede. Dommerne og underviserne var imponerede over kvaliteten af det arbejde, der blev præsenteret.

– Det er fuldstændig fantastiske ting, de har opfundet, og et kæmpe engagement, de har udvist i år. Jeg synes, det er et højt niveau af, at de kun går i 8. og 9. klasse, lød vurderingen fra en af arrangørerne.

Fredericia Maskinmesterskole lagde hus til finalen, hvilket gav god mening, da innovation er en kerneværdi for uddannelsesstedet.

– Vi er super glade for, at vi kan lægge lokaler til det her arrangement. Det er superspændende. En af vores værdier, det er innovation Det vægter vi højt, lød velkomsten fra skolen.

Dagen sluttede med præmieoverrækkelse, hvor de bedste idéer blev hyldet. Efter votering kunne dommerne afsløre vinderne, hvor førstepladsen gik til Lotus fra 9. klasse for en overbevisende indsats. Der var præmier til top tre, som inkluderede oplevelser og gavekort sponsoreret af det lokale erhvervsliv.

Jens Færgemand, rektor på Fredericia Maskinmesterskole, og Carsten Jensen, rektor på Fredericia Friskole byder velkommen. Foto: DanmarkC TV