FREDERICIA

Unge får eget klimatopmøde i Fredericia

FN har et. Nu får Fredericia også et. Et klimatopmøde for de unge, der efter planen skal løbe af stablen i efteråret 

Flere unge vil gerne gøre en forskel og leve mere klimavenligt. Det bakker Fredericia Kommune op om. Klima-, Energi- og Miljøudvalget har netop besluttet at sætte 50.000 kroner af til at afholde et klimatopmøde for unge mellem 13-25 år. 

For formand Tommy Rachlitz Nielsen er et klimatopmøde for de unge et naturligt skridt og helt i tråd med Fredericia Kommunes Klimaplan 2020:

”Flere unge ser grøn omstilling som nødvendigt, og de efterlyser mere viden om, hvad de selv kan gøre. Med klimatopmødet støtter vi op om næste generation og giver dem en mulighed for at mødes, debattere og komme med løsninger, som kan hjælpe os alle sammen i kampen for et bedre klima og miljø. Jeg glæder mig enormt meget til at møde og høre de unge på deres eget topmøde”

Han bakkes op af udvalgskollega Cecilie Roed Schultz: 

”Klimatopmødet er en ny måde at møde de unge på og høre deres stemme i klimadebatten. Det hænger fint sammen med, at vi i Fredericia gør en indsats for at danne børn og unge til et bæredygtigt syn. Blandt andet også med børnenes verdensmål og ’Bæredygtig Generation’. Vores ambition er, at Fredericias børn og unge forlader folkeskolen med stærke kompetencer, som også giver dem et godt afsæt til at kunne løse fremtidens udfordringer – herunder klimaforandringer.” 

Klimatopmødet for unge skal efter planen løbe af stablen den 1. oktober. Fredericia Kommune forventer at involvere unge i planlægningen af programmet, som forventes at være på plads i løbet af sommeren 2022.

Arrangementet er en aktivitet under indsatsen ”Læring, Handlekraft og Fællesskaber” i Fredericia Kommunes Klimaplan 2020: https://www.fredericia.dk/politik/planer-politikker-strategier/strategier-projekter/klima-energi