Kultur

Ungdommens hus deltager i Pop-Pilot projekt

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Ungdommens hus deltager i Pop-Pilot projekt

 

For andet år i streg deltager Ungdommens Hus i Pop-Pilot projektet. Pop-Pilot er en musiklejr, der bliver afholdt forskellige steder i landet.  Pop-Pilot foregår i skolernes efterårsferie og er tilegnet unge piger i alderen 13-16 år. Pop-Pilot er et projekt, hvor der er fokus på fællesskab, originalitet, empowerment – og selvfølgelig musik!

 

Pop-Pilot, som så dagens lys i 2012, er en musiklejr for piger i alderen 13-16 år – og den første musiklejr af sin slags i Danmark nogensinde. Pop-Pilot finder sted hvert år på  udvalgte steder i Danmark i uge 42, skolernes efterårsferie. Du behøver ikke at have spillet musik før for at deltage.

Projektet er sat i verden for at stimulere og vække de deltagende pigers interesse for musikkens mange muligheder – hvad enten det er som udøvende musikere, sangskrivere, bookere, managers eller formidlere. Med en uges musiklejr forsøger Pop-Pilot i al sin enkelthed at skabe et frirum, hvor deltagernes musikglæde kan blomstre og vokse, og hvor pigerne kan få lov at eksperimentere og prøve kræfter med musikken på egne præmisser. Og så skal de have det sjovt!

Kvindelige musikere, der selv er en del af den etablerede musikbranche, er tilknyttet som instruktører, der inspirerer og engagerer deltagerne i ugens løb. Derudover er et hold af “storsøstre” tilstede hele ugen for at sørge for at alting klapper, assistere instruktørerne samt hygge med pigerne.

 

Tid: 15.-21. oktober (efterårsferien)

Sted: Fredericia, København og Randers

Pris: 1250 kr.

Arrangør: ROSA – Dansk Rock Samråd Telefon: 86128444

 

Tilmelding: https://goo.gl/ofmqL1

Find mere info: https://www.facebook.com/poppilotdk/ http://www.rosa.org/pop-pilot/