Udsatterådet advarer: Budgetforslag vil ramme de svageste hårdest
Fredericia Kommune skal spare – og det vækker bekymring hos Udsatterådet. Rådet frygter, at de foreslåede nedskæringer vil få alvorlige konsekvenser for de mest udsatte borgere i kommunen
Udsatterådet forudser, at besparelserne vil føre til øget ensomhed, svækkelse af håb og værdighed, øget marginalisering og udelukkelse af fællesskaber for de borgere, der allerede er i en sårbar situation. Rådet er særligt bekymret over spareforslag, der berører Stoppestedet, Proaktiv, rusmiddelområdet, gadesygeplejersken og den kollektive trafik, det fremgår af det høringssvar, rådet har sendt til Kommunen, og byrådet.
“På disse ovennævnte felter rammer spareforslagene mennesker, der i høj grad har brug for en håndsrækning; en håndsrækning – som man nu ikke længere giver overhovedet, som i tilfældet med gadesygeplejersken, der har et unikt netværk med mennesker i særligt sårbare livssituationer – en håndsrækning, som man i de andre tilfælde ikke tilbyder så ofte, som det ellers er ønskværdigt, længere,” udtaler Udsatterådet i deres høringssvar til Budget 2025.
En fremtidig regning
Rådet advarer om, at de foreslåede besparelser ikke kun vil have menneskelige konsekvenser, men også vil føre til en økonomisk byrde for kommunen i fremtiden. Udsatte borgere, der ikke får den nødvendige støtte, vil potentielt have behov for mere omfattende og dyrere hjælp senere hen.
Opfordring til nytænkning
Udsatterådet anerkender de økonomiske udfordringer, kommunen står over for, men opfordrer byrådet til at gentænke forslagene og finde alternative løsninger. Rådet foreslår blandt andet at undersøge nye samarbejder med andre kommuner og erhvervslivet for at skabe bedre muligheder for udsatte borgere.
“Vi opfordrer dermed også byrådet til at turde skubbe til rammerne, til afsøge nye veje: I nye samarbejder med andre kommuner, ved i øget omfang at samvirke med erhvervslivet med henblik på at skabe rum, hvor mennesker der ikke ubesværet finder indpas på arbejdsmarkedet, alligevel kan inkluderes. Ved at tænke i investeringer i menneskelige fællesskaber i stedet for at udsulte disse,” lyder det fra Udsatterådet i høringssvaret.
“Udsatterådet opfordrer byrådets partier til at gennemgå sparekataloget igen, gentænke forslagene og ændre besparelserne, sådan at i forvejen udsatte mennesker ikke får deres livsvilkår yderligere forringet.” sluttedes høringssvaret af.
Høringssvaret fra Udsatterådet kan læses herunder i PDF-format: