UD MED KUNSTEN
Festugen i Trekantområdet emmer af skæve utraditionelle kunstoplevelser, der overrasker og dukker op, hvor man mindst venter det.
Temaet for årets festuge i Trekantområdet er forbindelser… mellem mennesker, mellem kommuner og mellem kunsten og mennesker. Det har resulteret i et hav af overraskende kunsttilbud. I Fredericia, Kolding og Vejle kan man som buspassagerer intetanende blive publikum til opera sang, lyrik oplæsninger eller tegning efter model på ens daglige bustur. I Vejen har man skelet til Aarhus’ succes med ”Sculpture by the Sea” og kreativt valgt at skabe ”Sculpture by the stream” – her står skulpturer hugget i beton i stedet langs kongeåen og giver folk på gå tur en helt ny og overraskende oplevelse.
– Vi ønsker, at alle i Trekantområdet får en kunstnerisk oplevelse, der overrasker og giver dem en oplevelse, der binder dem sammen på kryds og tværs og minder dem om, at de er en del af hele Trekantområdet, – og at der er kunsttilbud til dem, også lige på den anden side af deres kommunegrænse, forklarer Karsten Rimmer Larsen, leder af festugen i Trekantområdet.
I Solkær Enge ved Kolding har billedhugger Johannes Cramer-Møller og komponist Robert Cole Rizzi samarbejdet omkring en kunst- og lydinstallationer, der kan opleves ude midt i naturen. Kunstnerne ønsker at give alle, der har interesse for natur, kunst og lyd en særlig vandring, sammen eller alene i et naturområde, der ellers ikke er tilgængeligt. Det er ejeren af engene, Bent Damgaard, der har gjort oplevelsen mulig, da han har valgt at åbne området for offentligheden. Udstillingsperioden er bevidst lagt i august, hvor det store vådområde byder på sol, drivende skyer og et rigt fugle- og dyreliv. Arrangørerne anbefaler gummistøvler.
Design i container
I et unikt samarbejde mellem unge designere og danske virksomheder udstiller Designskolen i Kolding et nyt designprojekt under navnet The Tube. Udstillingen består af syv specialdesignede containere, der hver især rummer et nyt produkt, en installation eller en oplevelse, som har en kunstnerisk dimension og et kommercielt potentiale. Containerne kan besøges på Nicolai i Kolding.
På Axeltorvet i Kolding afholder Bureau Detours fra Aarhus en workshop for ungdomsforeninger og klubber. ”Stil med et hold på 5 og vis, hvad netop din forening brænder for ved at lade det komme til udtryk i det møbel af paller I laver, fx skaterbænken, backgammonbordet, basketloungen og overbevis os om, hvor netop jeres møbeldesign mangler i det offentlige rum”, lyder opfordringen. ”Pallebyggemand” kan opleves i morgen på Axeltorv i Kolding kl 11.00.