Tusinder ventes at samle skrald i Fredericia i uge 16

Tusinder ventes at samle skrald i Fredericia i uge 16

Forårsrengøring rundt om hjørnet: I uge 16 rykker tusindvis af borgere ud for at gøre rent i naturen.

Der er lagt op til den helt store forårsrengøring, når Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling løber af stablen i uge 16.

I hele landet rykker skoler, foreninger, virksomheder og familier ud med affaldssække og gribetænger for at fjerne andres efterladte affald. Alene i Fredericia Kommune forventes omkring 2.750 at deltage, oplyses det i en pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening.

Mandag d. 13. april begynder Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, hvor danskere fra hele landet går sammen om at samle skrald, der ligger og flyder i naturen og i byerne.I hverdagene deltager skoler og dagtilbud landet over.

Ugen igennem bliver der desuden afholdt lokale indsamlinger, hvor foreninger, virksomheder og privatpersoner inviterer lokalsamfundet med ud at samle affald. Størstedelen af indsamlingerne åbne for alle og findes på affaldsindsamlingen.dk.

Også i Fredericia Kommune bliver der samlet skrald. Her forventes omkring 2.750 at give en hånd med – heraf godt 2.000 børn fra skoler og dagtilbud, der er tilmeldt årets indsamling. Samlet set forventer Danmarks Naturfredningsforening, at 200.000 kommer til at deltage på landsplan – heriblandt 137.000 fra skoler og dagtilbud.

– Vi er meget taknemmelige for den store opbakning til Affaldsindsamlingen. Hvert stykke affald tæller, og når så mange danskere hjælper til, er det virkelig noget, der batter og gør en synlig forskel. Vi glæder os til at se, hvor meget vi sammen får samlet i år, siger Asger Ebdrup, projektleder for Affaldsindsamlingen.

Se tallene for de øvrige kommuner her.

FAKTA: Affaldsindsamlingen

Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.

I år finder Affaldsindsamlingen sted i hele uge 16 (13.-19. april)I løbet af hverdagene deltager flere end 137.000 børn fra skoler og dagtilbud landet over. Det er lærere, skoleledere, pædagoger og dagplejere, der har tilmeldt deres elever og børn til årets indsamling.I løbet af hele ugen bliver der afholdt lokale arrangementer landet over.

Størstedelen er åbne for alle og kan findes på www.affaldsindsamlingen.dk/find-en-affaldsindsamling.

Samlet set forventes godt 200.000 danskere at deltage i løbet af ugen.Efter indsamlingen registrerer deltagerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet samlet.

I 2025 deltog omkring 190.000 voksne og børn i indsamlingen, og på blot en enkelt uge samlede de 80 ton affald.Affaldsindsamlingen er støttet af REMA 1000. I alle REMA 1000-butikker kan man få udleveret gratis affaldssække til indsamlingen (så længe lager haves).

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening

Gratis affaldssække i REMA 1000

I samarbejde med discountkæden REMA 1000 leverer Danmarks Naturfredningsforening gratis affaldssække til skoler, dagtilbud og de lokale indsamlingsarrangementer. Som noget nyt kan man i løbet af affaldsugen også hente gratis affaldssække i den lokale REMA 1000 – så længe lager haves.

– Vi ønsker at gøre det så let som muligt at være med i Affaldsindsamlingen. Derfor er vi glade for, at vi sammen med REMA 1000 og deres flere end 430 butikker kan nå ud i hele landet og forhåbentligt få endnu flere danskere med, udtaler Asger Ebdrup i meddelelsen. Sidste år deltog omkring 190.000 i Affaldsindsamlingen. Her blev der i alt samlet 80 ton skrald.

Foto: Maria Schumann