Kort Nyt

Trivsels- og Tryghedsundersøgelse i den almene boligsektor 

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Landsbyggefonden gennemfører en survey om trivsel, deltagelse, fællesskab og tryghed i de 198 største boligområder i den almene boligsektor 2023. Herudover gennemføres en stikprøve i den almene sektor og i Danmark som helhed.

Undersøgelsen er en afkortet og tilpasset version af den tidligere trygheds- og trivselssurvey, der blev gennemført af VIVE i 2018 og 2021 som en del af evalueringen af Landsbyggefondens boligsociale bevillinger.

Beboernes oplevelse af tryghed
Surveyundersøgelsen skal bidrage med vigtig viden om beboernes oplevelse af boligområder, aktivitetstilbud og hverdagsliv. Undersøgelsen supplerer de socioøkonomiske data i Landsbyggefondens selvbetjeningsplatforme, herunder beboerdata. Dermed bidrager undersøgelsen med vigtig viden, der kan supplere og målrette udviklingen af boligområderne, herunder de sociale og fysiske indsatser, der er støttet af Landsbyggefonden.  

Beboerne bliver indbudt
Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med analysefirmaet Megafon og igangsættes i uge 44 og de efterfølgende uger. Der bliver udsendt et spørgeskema via Digital Post til de beboere, der er blevet inviteret til at deltage i undersøgelsen. Der vil være mulighed for at besvare spørgeskemaet på dansk eller engelsk. Det tager ca. 3-4 minutter at besvare spørgsmålene. Der vil være opfølgende telefoninterview med udvalgte beboere, som ikke har besvaret spørgeskemaet.

Fortroligt
De indsamlede oplysninger vil blive behandlet fortroligt. Efterfølgende vil oplysningerne blive anvendt i en form, så man ikke kan se enkeltpersoner. Undersøgelsens hovedresultater vil blive offentliggjort i rapport via Landsbyggefondens hjemmeside.

Fremtidigt arbejde
Da det er værdifuldt at kende til trivsel og tryghed i områderne, er det vigtigt, at så mange som muligt af de beboere, der er inviteret, besvarer spørgeskemaet.

Den Bydækkende Sociale Helhedsplan er et samarbejde mellem de almene boligafdelinger og kommunerne med et særligt fokus på indsatsområderne: Tryghed og trivsel, kriminalpræventive indsatser, uddannelse, beskæftigelse, forebyggelse og forældreansvar. Derfor er beboernes oplevelse af tryghed en del af arbejdsopgaven.