LOKALSPORT

Trelde GI & FHK styrker samarbejdet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Trelde GI Håndbold og Fredericia Håndboldklub af 1990 fortsætter og udvider samarbejdet

FHKtrelde
Foto : Joan Barløse

Klubberne Trelde GI Håndbold og Fredericia Håndboldklub af 1990 fortsætter samarbejdet i det kommende år for klubbernes U16 drenge, samtidig udvides samarbejdet med U18 drengene.

”I den forløbne sæson har samarbejdet mellem Trelde GI Håndbold og Fredericia Håndboldklub af 1990 været en kæmpe succes og givet store synenergieffekter, hvilket er bevist med de resultater, som klubbernes holdfællesskab Fredericia-Trelde har tilkæmpet sig, udtaler Keld Vestergaard fra Trelde GI Håndbold”

”Vi har i sæsonen haft tre gode hold; således to hold i 1.division, hvor hold 1 kvalificerede sig til ligaen, og spiller med i toppen, hold 2 fører 1. division og hold 3 har gjort det suverænt i 2. Division. Vi har kunnet træne på et niveau, som har løftet samtlige spilleres niveau til nye højder,” udtaler Nick Rasmussen.

”Samtidig har vi fastholdt den store talentmasse, som området har indenfor håndbold, og ikke mindst formået at tiltrække spillere fra andre store klubber, det må siges, at Fredericia er på vej tilbage på håndboldlandkortet”, udtaler Thomas Larsen fra Fredericia Håndboldklub af 1990.

”Ikke kun det sportslige har været en succes, således har drengene kæmpet for hinanden under en fælles fane og fået mange nye venskaber, som har styrket det sociale. Også uden for banen har samarbejdet været et tilløbstykke med stor opbakning på lægterne og fra forældrene,” udtaler Thomas Larsen fra Fredericia Håndboldklub af 1990.

Samarbejdet udvides med U18 drenge

Trelde GI Håndbold og Fredericia Håndboldklub af 1990 har valgt at udvide samarbejdet til U18 drengene, så holdene kan bygge videre på det gode håndboldmiljø, som holdfællesskabet bidrager til.

”Der er ingen tvivl om, at det har været en fordel at samle såvel spillere, kompetencer og klubberne i et samlet holdfællesskab, netop derfor ser vi det som en naturligvis afledt beslutning at udvide samarbejdet for den kommende sæson”, udtaler Keld Vestergaard fra Trelde GI Håndbold.

Fredericia 2020

Samarbejdet følger den røde tråd, der blev lagt med Fredericia Håndboldklubs 2020-plan, hvor talenter fra egne rækker skal bidrage til byens håndboldmæssige genrejsning. 2020-plannen høster blandt andet støtte fra T. Hansen Gruppen, som også er en aktiv hovedsponsor på ungdomssiden.

”Vi glæder os meget over, at samarbejdet fortsætter og ikke mindst, at det udvides, så byen kan få fuld valuta i at genrejse fredericiansk håndbold. Det er et sundt projekt at udvikle egne talenter, og succesen med U16 drengene har vist, at håndboldmiljøet i byen blomstrer, så projektet er på rette vej,” udtaler Adm. Direktør Bent Jensen.

Nick Rasmussen og Kenneth Jørgensen fortsætter som trænere. Kenneth Jørgensen skal træne U18 og Nick Rasmussen U16. Nick Rasmussen får det overordnede ansvar for årgangene. Det sikrer den røde tråd i talentudviklingen. Holdfællesskabet ledes fortsat af to repræsentanter fra hver klub.