TrekantBrand og Brand & Redning Sønderjylland indgår nyt samarbejde om vagtcentral og operationscenter
Sydjyske beredskaber styrker samarbejdet med fælles vagtcentral og operationscenter
Fra den 1. februar 2025 styrker TrekantBrand og Brand & Redning Sønderjylland det gode samarbejde, som de to beredskaber i forvejen har. Det oplyses i en pressemeddelelse til morgen.
Det sker, når Brand & Redning Sønderjylland bliver en delaf det i dag eksisterende samarbejde mellem TrekantBrand og Vejle Brandvæsen om en fælles vagtcentral. Dermed kommer vagtcentralen fremadrettet til at modtage alarmer og håndtere udkald i alle de tre beredskabers udrykningsområder. Samarbejdet omfatter også et fælles operationscenter, hvis primære opgave bliver at sikre den samlede robusthed i hele området, samt levere ledelsesstøtte til enhederne på skadestederne. Det omfatter blandt andet at koordinere assistance og øvrige ressourcer til skadestedet.
”Vi har indgået samarbejdet, fordi vi ønsker at skabe et regionalt samarbejde på tværs af beredskaberne og sikre robusthed og udnyttelse af kapaciteter på tværs af beredskabsgrænserne. En fælles vagtcentral med tilhørende operationscenter vil uden tvivl styrke det samlede beredskabs robusthed – til gavn og tryghed for borgere og virksomheder,” vurderer formand for Beredskabskommissionen i Brand & Redning Sønderjylland, Jørgen Popp Petersen.
Holger Andersen er beredskabsdirektør i Brand & Redning Sønderjylland, og for ham handler samarbejdet med vagtcentralen og operationscenteret i høj grad om at understøtte beredskabets indsatsledelse på et skadested.
”Indsatslederen kan koncentrere sig fuldt ud om indsatsen på skadestedet og lade den operative ledelsesstøtte på vagtcentralen håndtere alt det, der skal koordineres i baglandet, såsom tilkald af ekstra styrker, forplejning mv”, siger Holger Andersen.
Samarbejdet mellem de to syddanske beredskaber ligger godt i tråd med de beredskabsfaglige anbefalinger om at arbejde sammen i større enheder og dermed opnå flere synergieffekter – ikke mindst i forbindelse med samtidige eller større hændelser. Det påpeger Jarl Vagn Hansen, beredskabsdirektør i TrekantBrand.
”Med aftalen får vi et øget overblik over vores samlede ressourcer, og det sætter os i stand til at udnytte vores fælles kompetencer endnu bedre end hidtil”, siger Jarl Vagn Hansen.
Knud Erik Langhoff er formand for Beredskabskommissionen i TrekantBrand, og han glæder sig over det kommende samarbejde:
”Det vil give et endnu stærkere beredskab i Syddanmark og sikre en større robusthed og udnyttelse af de tilgængelige ressourcer”, siger Knud Erik Langhoff.
Fakta om vagtcentral og operationscenter
- Placering: Brandstationen i Fredericia
- Bemanding: 2-3 medarbejdere døgnet rundt samt en vagtsat operationschef
- Opgaver: Modtagelse af alarmer, koordinering af indsats, tilkald af ressourcer, krisestyring mv.