Tre dage i sportens tegn på Ferie Camp i Fredericia

Tre dage i sportens tegn på Ferie Camp i Fredericia

Udsatte Legene startede tirsdag, og de 2.000 deltagere på Ferie Camp i Fredericia skal over tre dage konkurrere mod hinanden og sig selv i mere end 20 forskellige sportsgrene.

I 20 år har Landsforeningen af Væresteder skabt rammer for mennesker i socialt udsatte positioner, hvor sporten er i fokus. Idrætsprogrammet hedder Sport for livet, og det giver mulighed for bevægelse, konkurrence og glæde ved at være sammen.

Det markerede LVS med et brag af et 20-års jubilæum, der startede med en flot indmarch på sportspladsen, der startede Udsatte Legene og satte scenen for tre dage fyldt med sport, fællesskab og gode oplevelser for alle, der deltog.

Deltagerne kan dyste i høvdingebold, dart, bueskydning, robinsondiscipliner, skak og meget mere. Det behøver ikke være superaktivt, for at man kan være med i Erritsø. Vilje og lyst til at være med er den vigtigste drivkraft, oplyses det fra Landsforeningen af Væresteder i en pressemeddelelse.

To af dagens polkalvindere på Feriecamp i Fredericia, Gustav og Zarah. Foto: Landsforeningen af Væresteder

Guldstart
To af dagens vindere var Gustav og Zarah, der begge havde taget turen fra Sjælland til Fredericia, og allerede på Udsatte Legenes første dag, var der hentet pokaler hjem.

”Det er dejligt at kunne tage en pokal med hjem til værestedet og sig selv. Og at udfordre sig selv, og så finde ud af, at man er den bedste,” fortæller Gustav, der er bruger på værestedet Kongens Ø i Munkerup.

Gustav tog 1. pladsen i Robinson disciplinen Planken, hvor det gælder om at balancere på en træplanke, så længe som muligt. Her deltog Zarah fra det københavnske værested Clean House også, men hun måtte ”nøjes” med en 3. plads. Til gengæld vandt hun disciplinen The Wall, hvor det gælder om at sidde op ad en væg med benene bøjet i en 90-graders vinkel.

”Det giver meget godt selvværd at finde ud af, at man faktisk godt kan det her,” forklarer hun, mens hun stolt viser sine to trofæer. Hun tilføjer med et grin. ”Og at finde ud af, at man er sejere end alle drengene.”

Det fælles er vigtigt
Ferie Camp er mere end sport. For mange af deltagerne er det en mulighed for at få en pause fra en hverdag, de ellers ikke ville kunne give sig selv. Det er tredje gang, Gustav deltager.

”Jeg kan virkelig godt lide at få en uge, hvor jeg bare kan være mig. Jeg føler, at her passer jeg ind. Jeg kan bare sige hej til folk, sige tak for mad.” Zarah har ikke prøvet at være med før, men allerede efter to dage er hun ikke i tvivl.

”Det er så godt. Jeg er virkelig, virkelig taknemmelig for at få muligheden for at deltage i sådan et arrangement her.”

Det er 8. gang, Landsforeningen af Væresteder afholder Ferie Camp. Og det kan de kun gøre, fordi de får støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond og hjælp fra mere end 100 frivillige.

Om Landsforeningen af Væresteder
LVS er den nationale medlemsorganisation for sociale væresteder i Danmark. LVS arbejder for at styrke værestedernes vilkår og synlighed og for at sætte fokus på mennesker i social udsathed.