Bestyrelserne i Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank har i dag, den 27. oktober 2025, offentliggjort en fælles intention om at fusionere og danne en ny storbank under navnet AL Sydbank.
Hvis fusionen gennemføres, vil den nye bank placere sig solidt blandt Danmarks fem største banker. Samtidig sigter de tre parter mod at skabe det, de betegner som “landets stærkeste filialnetværk,” der er solidt forankret i lokalområderne, oplyses det i en pressemeddelelse til morgen.
Samlet kommer AL Sydbank til at kreditformidle for 375 mia. kr. på tværs af bankudlån og realkredit samt have 1.000.000 privatkunder og 100.000 erhvervskunder rundt i hele landet.
”Ved at gå sammen opnår vi en langsigtet position på det danske bankmarked og værner dermed om vores selvstændighed og den langsigtede værdiskabelse, hvilket er en afgørende del af Sydbanks strategi. AL Sydbanks fundament bygger på de styrker, vi hver især bringer med os. Når vi forener dem, bliver vi mere konkurrencedygtige og får mulighed for at skabe mere værdi for vores,” siger Ellen Trane Nørby, bestyrelsesformand hos Sydbank.
AL Sydbank bygger på de tre bankers styrkepositioner, hvor Sydbank står stærkt som Danmarks Erhvervsbank, hvor Arbejdernes Landsbank de sidste 16 år er kåret som danskernes fortrukne bank kombineret med Vestjysk Banks stærke position som lokalbank.
”Jeg er glad for, at vi med fusionen her kan sikre, at de værdier, fagbevægelsen lægger vægt på, også fremadrettet vil spille en rolle på det danske bankmarked. Det er godt både for vores kunder i Arbejdernes Landsbank og vores medlemmer i fagforbundene, men også for det samfund, vi er en del af. Fagforbundene vil være stabile og langsigtede aktionærer,” siger Claus Jensen, formand for bestyrelsen hos Arbejdernes Landsbank.
Efter fusionen vil AL Sydbank opnå en markant større bankforretning og være solidt placeret blandt de fem største banker i Danmark med bankudlån på omkring 137 mia. kr. og indlån for omkring 207 mia. kr.
”I Vestjysk Bank er vi glade for at være en del af fusionen. Det er en fusion, der lægger brikkerne i den danske finanssektor helt anderledes, og hvor Vestjysk Bank kommer med et klart og tydeligt bidrag. Aftalen betyder, at Vestjysk Banks minoritetsaktionærer får en rimelig og tilfredsstillende pris, at vi bliver repræsenteret i AL Sydbanks direktion, og at den nye bank fortsat vil være markant til stede i det, der i dag er Vestjysk Banks markedsområde,” siger Kim Duus, bestyrelsesformand hos Vestjysk Bank.
Sammen skaber AL Sydbank langsigtet værdi
AL Sydbank skal være med til at definere den danske banksektor i en tid, hvor øget regulering og konkurrence udfordrer bankerne. Med fusionen bliver der skabt signifikante synergier i form af lavere omkostninger og en mere optimal kapitalisering, ligesom den åbner for flere kommercielle muligheder på tværs af de tre banker. På den måde kan bankerne skabe mere værdi sammen, end de kan hver for sig.
”Ambitionen er at blive en af de mest veldrevne, effektive og velindtjenende banker i Danmark. Det vil vi gøre ved at have et stærkt kundefokus, sætte medarbejdernes trivsel og udvikling i højsædet, og i det hele taget arbejde ud fra et fælles værdisæt, der handler om ordentlighed, dygtighed, lokalt nærvær og samfundsansvar,” siger Mark Luscombe, der er administrerende direktør i Sydbank, og også vil være det i den nye bank.
AL Sydbanks filialnetværk kommer til at fastholde tilstedeværelsen i de byer, hvor de tre banker i dag har filialer, hvilket vil gøre det til landets stærkeste filialnetværk med en solid lokal forankring, mens Sydbanks hovedsæde i Aabenraa vil være hovedsæde for AL Sydbank.
Godkendelse på generalforsamlinger og myndigheder
Fusionen forventes at være endelig inden for få måneder, men er betinget af godkendelse på de tre bankers generalforsamlinger samt godkendelse fra myndighederne.
Fakta om AL Sydbank
- AL Sydbank fortsætter i Sydbanks A/S’s CVR- nummer og hovedsædet forbliver i Sydbanks bygninger i Aabenraa.
- Bliver den femtestørste bank i Danmark med bankudlån for omkring 137 mia. kr. og samlet kreditformidling for omkring 375 mia. kr.
- Mark Luscombe bliver administrerende direktør, og Frank Mortensen bliver viceadministrerende direktør.
- Ellen Trane Nørby bliver bestyrelsesformand, og Claus Jensen bliver næstformand.
- Fusionen forventes at skabe årlige omkostningssynergier for omkring 1,2 mia. kr. efter 24 måneder.
- Der forventes betydelige kapitalsynergier som følge af et fald i de risikovægtede eksponeringer på 12–18 mia. kr. efter ca. 36 måneder.
- De nuværende aktionærer i Arbejdernes Landsbank kommer til at udgøre en ejerandel på 39%, mens Vestjysk Banks minoritetsaktionærer vil have 3,85% af aktiekapitalen, og Sydbanks nuværende aktionærer vil have 57,15% af aktierne.