FREDERICIA

Tour de France for de unge i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Lørdag fra klokken 10 til klokken 13 afholdes Tour de France for børn

Tour de France kommer til Danmark i juli 2022, men allerede lørdag den 21. maj tages der i Fredericia forskud på festlighederne når alle børn og unge i alderen 3-15 år inviteres til at prøve kræfter med BørneTour. BørneTour er et begyndercykelløb pakket ind i de gule Tour de France-farver hvor alle kan være med, uanset niveau og uanset om man ligger inde med en racercykel eller en gammel havelåge.  Der er 200 startpladser.

BørneTour arrangeres af de lokale cykelklubber Fredericia Cycle Club og Taulov BMX, Danmarks Cykle Union, Grand Départ Copenhagen Denmark, ŠKODA Danmark, Frog Bikes og Fredericia Kommune. BørneTour køres over hele landet i mere end 30 byer, som forhåbentligt skal være med til at gøre den danske Tour-start til en helt uforglemmelig begivenhed.

Formand i Fredericia Cycle Club, Torleif Røberg, ser frem til at skyde BørneTour i gang på Bûlows Kaserne lørdag formiddag: “Vi glæder os meget til at vise vores dejlige sport frem for byens børn og unge, og så endda i de med de officielle Tour de France-farver i ryggen. Vi håber at rigtig mange har lyst til at komme ned på Bûlows Kaserne og stifte bekendtskab med et “rigtigt cykelløb” i begyndervenlige og trafiksikre rammer. Cykelsport er både sjovt og meget socialt og vi tror på at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med BørneTour. -og uanset hvor hurtigt man cykler så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje“, fortæller Torleif Røberg.

Alle deltagere i BørneTour modtager nemlig en guldmedalje når løbet er gennemført, samt en invitation fra både Fredericia CC og Taulov BMX til at deltage i et kort introforløb for nybegyndere. “Vi vil rigtig gerne vise vores cykelklub til byens børn og unge, så de kan se hvordan man går til cykling i en forening. Ud over at træne fysiske elementer gør vi også meget ud af sikkerhed, teknik og ikke mindst det sociale og at have det sjovt. Vi håber selvfølgelig at BørneTour-deltagerne bliver lidt nysgerrige og vil tage imod vores invitation”, fortæller Torleif Røberg begejstret.

BørneTour er et arrangement der skal give flere børn blod på tanden for at starte til cykling, og det er ifølge Niels Pilgaard Hansen, der sammen med ŠKODA Danmark sponsorerer løbene, et vigtigt budskab.

BørneTour 2022 - Fotos: DanmarkC TV