Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Det er et stort tiltag, at Google udbygger datacentret.
Det giver Fredericia omtale, og det bidrager lidt økonomisk til kommunen, ligesom det bidrager med nogle arbejdspladser. Samtidig med disse positive ting, så giver det også anledning til nogle overvejelser af både kortsigtede og langsigtede art. Et datacenter bruger meget store mængder energi til processorerne og ligeledes til nedkøling, hvor overskudsvarmen forhåbentlig indgår i husopvarmningen i kommunen.
Sidst opkøbte Google arealer til solceller, så de kunne anvende vedvarende/grøn energi til processerne, men det giver også overvejelser i relation til mængden af energi anvendt til dataprocesser generelt.
Vi skal også tænke på, at datacentrene indeholder rigtig store mængder data og heriblandt samfundsdata, der er med til at gøre os afhængige af disse store virksomheder, der ikke umiddelbart kan kaldes danske eller for den sags skyld europæiske. Det betyder formentlig, at vore private data og samfundets data processeres og opbevares i disse centre. Det umiddelbare spørgsmål er så: Hvem styrer hele datacentret?
Måske vi også skal minde os selv om, at Google har fået bøde af EU for at misbruge sine muligheder relateret til annoncestyring. Samtidig skal vi også være bevidste om, at Google med al sandsynlighed kan gå ind og læse alle data i centret, hvilket kan betyde informationer om Danmark som helhed, som på ingen måde er i vores interesse. Husk derfor aldrig at sende noget i ”skyen” eller pr. mail, som du ikke vil ønske er total offentligt tilgængeligt. Vi skal også lige her bemærke, at alle de store IT-virksomheder forsøger at få os til at ”sikkerhedeskopiere til skyen”, skyen er datacentrene, som Google og måske andre har fri adgang til. Data er jo værdifulde og kan sælges/handles, og uden adresse er det vanskeligt at afklare oprindelsen.
Vores digitalisering inklusive kunstig intelligens (AI) effektiviserer mange af vore processer og arbejdsgange, men det kan også blive utrolig dyrt på sigt, når IT-virksomhederne skruer bissen på efter afhængigskabelsen.
Det kan i værste fald afskaffe den form for folkestyre som vi kender nu.