Læserdebat af: Jan Filbært, Medlem af kommunalbestyrelsen i Fredericia for SF
Borgerrådgiver Liv Lykkegaard har endnu en gang offentliggjort sin årsrapport. På mange områder ligner den tidligere årsrapporter, men det gør ikke indholdet mindre alvorligt. Tværtimod.
Rapporten sender et tydeligt signal om, at Fredericia Kommune fortsat har udfordringer på en række helt centrale områder, og at der er behov for forandringer.
Det vigtigste handler om mødet med borgerne. Om den måde vi som kommune kommunikerer, samarbejder og handler på. Borgerne skal opleve, at de bliver mødt med respekt, forståelse og ordentlighed, og at kommunen ikke blot lytter, men også handler. Det gælder særligt på de områder, hvor mennesker står i svære livssituationer og har brug for hjælp og støtte.
Tidligere har borgerrådgiverens rapporter ikke i tilstrækkelig grad fået de politiske udvalg til at ændre kurs. Men noget er anderledes nu. Med et nyt og engageret SF-hold i byrådet samt nye kræfter i flere af de øvrige partier er der opstået en fælles vilje til at skabe forbedringer.
Jeg er derfor glad for, at vi både i Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget samt i Beskæftigelses- og Helhedsplansudvalget, hvor jeg repræsenterer SF Fredericia, har valgt at sætte en række nye initiativer i gang. Det sker i et tæt og konstruktivt samarbejde med forvaltningen og med borgerrådgiver Liv Lykkegaard.
For SF Fredericia er det vigtigt, at borgerrådgiveren ikke blot bliver den, der peger på fejl og mangler, men også en aktiv medspiller, som kommunen kan lære af og udvikle sig sammen med. Vi skal blive bedre til at tænke os om allerede ved det første møde med borgeren, og vi skal have fokus på den tilgang, vi møder mennesker med i deres sag.
Mange af de tiltag, der nu sættes i gang, er de såkaldte lavthængende frugter. De kræver ikke store investeringer eller omfattende strukturændringer. De kræver først og fremmest viljen til at møde borgerne dér, hvor de er i livet. Det handler om respekt, dialog og forståelse.
Små ændringer i vores tilgang kan gøre en stor forskel for den enkelte borger – og det er netop den forskel, SF Fredericia ønsker at skabe.