Med valget af INGVAR! er starten gået fra en bundsolid og særdeles underholdende musical mod stjernerne.
“INGVAR! En musikalsk møbelsaga”, er den fulde titel på musicalen, og handler om den den svenske grundlægger af IKEA, Ingvar Kamprad. Hvad godt kan der dog komme fra Sverige, og morsomme er broderfolket jo ikke. Sådan pr. definition.
Svaret er enkelt: Alt godt kommer fra Sverige, og der er fuldt belæg for, at den tager publikum med storm. For publikum var med fra starten. Latteren rullede gennem salen gang på gang. Flere gange kunne publikum slet ikke holde hænderne i ro, og der blev nærmest jublet da opfordringen kom til at synge med. Endelig!
Det store nummer op til pausen gik virkelig i benene på publikum. Nej, publikum ville ikke ud, de ville stampe taktfast i begejstring til den iørefaldende musik og sang.
Det er store og elskede performere, dansere, sangere – ja, eksperter på en musicalscene der henrykkede det Fredericianske publikum til premieren i aften:
Thomas Jensen
Elise Ruusunen
Line Staun Jensen
Cecilie Thiim
Johan Klitgård
Magnus Bruno
Søren Bech-Madsen
Jakob Rosendahl Poulsen

Glæden ved gensynet med “vores” fantastiske scenekunstnere (og flere uddannede her i Fredericia) var mærkbar. De har været SÅ savnet. Og det føltes som om gensynsglæden strømmede ned fra scenen til alle i salen.
Det vil være dybt uretfærdigt at fremhæve den ene frem for den anden, men mon ikke Thomas Jensen som Ingvar (med de gule strømper) vandt endnu flere hjerter, end han har i forvejen? Det vil i hvert fald være forståeligt.
Det er fantastiske stemmer, og vokalerne er så gennemtrænede, at hvert et ord kan høres og forståes. Ikke noget mumleri, men klare og tydelige ord der trænger helt ud over scenekanten. De er alle så gennemmusikalske at det næsten ikke kan være muligt. Men dét er det.
Nikolaj Tarp gav som instruktør en særdeles helstøbt musical. Med 18 år som instruktør, manuskriptforfatter, producer og dramaturg, er det en sand mester der udfolder sig på Fredericia Musicalteater.
Musik skal der til, når det er en musical. Det virker helt utænkeligt, at to mand kan klare den opgave, men det kan Pojken Flensborg og David Tølbøll Mortensen på violin og orgel. De mestre begge deres instrumenter, og både støtter performerne og ægger dem til at yde det maksimale.
Der er fart over feltet fra start til slut. Koreografen Ernestine Ruiz kan sit håndværk, stilarter og temposkift, og alt virker som det enkleste i denne verden. Det er det ikke. Det er hamrende svært og det er kunst. Men den største kunst er dog, at give det videre til alle på scenen. Den kunst kan Ernestine Ruiz!
Musical skal underholde. Overraske. Det skal være performerne på scenen der giver de effekter, og scenen skal underbygge. Scenograf Lise Birch har valgt en fantastisk opsætning, som næsten minder om IKEA, og som alle kan være trygge ved. Og Lise Birch har givet plads til overraskelser.

Lys ved Martin Jensen og lyd ved Peter Løvenhardt skal bare fungere. Og det gjorde det. Det er to teknikkere der kan deres teknik, men også med deres professionalisme understøtter det der sker på scenen.
DanmarkC TV uddeler ikke stjerner for en musical som INGVAR! Der vil simpelthen ikke være nok!
INGVAR! er gennemmusikalsk, og adskillige af melodierne og sangene bliver svære at få ud af hovedet. Og et besøg i IKEA vil bestemt ikke være det samme næste gang, og TAK for det!
Mine damer og herre: Musicalen er tilbage hvor den hører hjemme – FREDERICIA!
