Teater Malstrøm har med Festen satset stort, og leveret en bragende succes, der indskriver sig i Fredericia’s teaterhistorie
Nanne Siff Rasmussen har som instruktør, slået sit navn fast i den alvorlige og følelsesmæssige genre af sand og medrivende drama. Hun har formået at få Festen op i en særklasse, som overgår, ja, Festen.
Når familiens overhoved bliver 60, er der grund til fest. Helge (Poul Erik Petersen) er festens hovedperson. En helt igennem pæn mand med succeser gennem livet. Såre respekteret, og sandelig også frimurer. Det ligger nu til familien, og understreger blot, at vi er i respektable kredse. Tror vi!
Der er noget galt!
Yngste søn Michaels (Mikkel Nordfang Philipsen) ankomst varsler onde tider. En vred ung mand, på kanten til at være voldelig og “tager sex” når han vil det. Og han er ikke inviteret.
Heller ikke den mellemste af søskende, Helene (Line Frank Karlson) er som de fleste, men et par hovedpinetabletter kan klare meget.
Det er svært at finde nogen fra familien, som ikke udstråler, at der er oplevelser og hemmeligheder, som vi holder for os selv.
Hvis vi ikke taler om det, er det nok aldrig sket.
Vi er helt med til festen
Scenen er placeret hvor den plejer i den smukke sal i Pakhuset, men er udvidet til, at vi er med. Helt med, og helt inde i festens intime hjørner.
En genial lyssætning lader ikke øjet i tvivl om, hvor det skal søge hen. Der er brugt lidt fiffige tricks, som kommende teatergængere ikke skal læse her, men de fungerer overraskende godt. Ja, de gør næsten den smerte, som de dybt professionelle skuespillere leverer, umulig at undgå.
Når DanmarkC TV udsendte snyder sig til at se væk fra det fokus Nanne Siff Rasmussen vil have vi tilskuere har, opleves noget vi ellers aldrig ser: Festens deltagere holder den mimik, den stemning de er i. De bliver ikke, som på film, klippet væk. De forbliver ikke kun i rollen – de ér rollen.
Femten skuespillere i tæt forbundethed
Hver af de femten skuespillere skal have det største bifald. Sammen med alle dem vi ikke ser, men kan læse om i programmet. Det tillader pladsen ikke, desværre. Men det er så meget et sammentømret hele, hvor alle giver plads til alle, og ingen kan undværes. Nanne Siff Rasmussen formår, at give mindre roller en unik betydning for forståelse, og rammen for den totale oplevelse.
DanmarkC TV spurgte for kort tid siden den ældste søn Christian (Mikkel Aarestrup), om han havde skrevet sine to taler. Vi fik et lidt hemmelighedfuldt svar, men da Helge valgte den grønne tale, leverede Christian et højdepunkt. Talen blev leveret med et overblik, med fantastisk pauser, hvor budskabet kunne synke ind, og en mimik der fuldt ud svarede til de alvorlige ord, og endnu mere den smerte der ligger bag. Hemmeligheder blev afsløret – ikke en lyd fra nogen i Pakhuset.
Den tale er svær for enhver at komme videre på, men familien klarer det nu ganske fint. Vi taler ikke om det; taler måske om, som Helge forsøger i enrum at forklare Christian, at Christian er syg – og altid har været det. Tror Christian på det? Tror vi på det?
Åh, Christian! Flere gange i løbet af aftenen, kunne der virkelig rejses tvivl om, om du spillede en rolle? Din mimik, din statur – selv mens du var mest beruset – brænder sig fast i tilskuerne.
Vrede er kun et udtryk for smerte
Michael farer rundt og blander sig i alt. Vreden ulmer, og han er så tæt på publikum, at enhver må føle en ubændig trang til at gribe ham, give ham et kram, tale med ham. Han er det vredeste menneske i hele landet. Han er det mest forsømte. Og han har en vokal, som gør alle hans ord tydelige, men til gengæld heller ikke skjuler en smerte som er ubegribelig. Michael får afreageret, men ikke den hævn han har fortjent.
Det var uden tvivl søster Helene (Line Frank Karlson) der slog benene helt væk på DanmarkC TV udsendte. En død tvillingesøster til Christian havde skrevet et brev, og det var fundet. Helene læser det op. Usikker, grådkvalt, men med tiltagende styrke og målbevidsthed. Det var så stærkt, at selv en granitsten vil få ondt i sit inderste.
Fra tredje ringning og til sidste sekund var intensiteten stigende. En pause kunne ikke ødelægge noget; gav blot et håb om, at vi ikke skulle lide mere. Bare én ville sige: “Det er kun for sjov”, men Festen er ikke sjov. Kun djævlen kan se det sjove, og denne djævel spillede sit spil til perfektion.
Festen endte i bizar sindssyge. Kunne den andet?
Dagen derpå var konsekvenserne tydelige, og selv Michael kunne tale roligt; næsten som et helt menneske.
Festen
Er Festen forbi? Næppe! Den finder i skrivende stund sted i utroligt mange familier. Festen har, med sine enestående skuespillere af den højeste karat, blot henledt vores opmærksomhed på virkeligheden.
Og dén gør ondt!
Mest sete
