Kultur

Teater Malstrøm byder velkommen til ‘Freakshow’

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Når sommeren går på hæld er Teater Malstrøm klar med et nyt show, denne gang med live sang og band. Prøverne til Freakshow er i fuld gang.

Teater Malstrøm i Fredericia har opbygget en årlig tradition for at iscenesætte et musikdrevet show. Efter tre vellykkede burlesque shows og efterfølgeren ‘Showdown’ i 2022, er der noget nyt i horisonten for dette års forestilling, der vil løbe fra 7. september til 21. oktober på Det Bruunske Pakhus. Det oplyser Teateret i en pressemeddelelse.

Teaterdirektør, Martin Bach Sørensen, dykker dybere ind i showets udvikling, “Vi har konstant udviklet de shows, vi producerer på Malstrøm, og i år tager vi publikum med til et nyt sted. ‘Freakshow’ vil føre publikum på en rejse ind i det menneskelige sind, så forestillingen vil være både smuk og sjov, men også rørende og skrøbelig.”

Teaterdirektør, Martin Bach Sørensen i efteråret da forestillingen ‘Showdown’ blev præsenteret. Foto: DanmarkC TV

Live sang og musik er en central del af ‘Freakshow’, som er skabt af instruktørduoen Sidsel Nygaard og Luise Lee Falslund, der begge har en lang historie med Teater Malstrøm. “Vi har valgt at have et live band på scenen i år, med Frederik Studsgaard Rindal som kapelmester, der også vil optræde.” fortæller Luise Lee Falslund.

Sidsel Nygaard tilføjer, “En anden nyhed til dette års show er, at alle numre vil blive fortolket med live sang. Vi har mærket, at publikum virkelig værdsatte dette ved de tidligere shows, så nu implementerer vi det fra begyndelsen til slutningen.”

Teatrets stemmetræner, Sofie Karoline, har haft meget at gøre i år, da hun, ud over de mange sangprøver, også vil være en af performerne på scenen.

Publikum kan se frem til 11 aktører fra nær og fjern på scenen. Blandt disse er sprechstallmeisteren Zodiac, spillet af Rikke Møller Jørgensen, og to klovne, portrætteret af Daniel Stoof Jensen og Heidi Juhl Paaske. Andre roller inkluderer den ufrivilligt komiske spiritist Dårde, spillet af Henriette Dixon, samt Camilla Pedersen Stub, Line Frank Karlson, Mette Toft Lindholm, Kristina Linnebjerg, Anne Mejdahl Daugbjerg, Martin Per Møller og Sofie Karoline.

Teater Malstrøms ‘Freakshow’ vil spille i perioden 7. september til 21. oktober 2023. Foto: Teater Malstrøm

Teater Malstrøm vil også være til stede ved Sommerrock den 2. juni i gågaderne i Fredericia. Der kan teatrets fans se frem til en bod samt muligheden for at opleve en flashmob eller to i løbet af aftenen. Desuden tilbyder teatret et early-bird-tilbud på billetter til ‘Freakshow’, der kan købes med rabat frem til 15. juni.

Fakta:

‘Freakshow’ vil blive opført fra 7. september til 21. oktober på Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, Fredericia. Forestillingerne vil finde sted hver dag kl. 19.30, bortset fra den 7. oktober, hvor showet vil starte kl. 14.
Billetter kan købes på billetten.dk ved at søge på ‘Freakshow’.
Mere information om showet kan findes på Teater Malstrøms hjemmeside.