TAULOV

Taulov Station vil udbyde folkeaktier

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

5.000 honningbier hjælpes til et nyt hjem, mens renoveringen skrider frem

Renoveringen af Taulov Station skrider planmæssigt frem, fortæller Jan Schoubo, der er formand for Foreningen Taulov Station.

 “Vi er næsten færdige med at gøre lofterne klar og godt på vej med væggene. Sidst – af praktiske grunde – kommer gulvene, og så er vi klar til fase 1, der er støttet af Underværker med 400.000 kr.”, lyder en hurtig status fra formanden.

Økonomi
For penge betyder noget, når den gamle station skal bygges om. Og penge i kassen er endnu en mangelvare i Taulov, hvor der med den store bevilling fra Underværker kun er til halvdelen af den fase foreningen nu kaster sig over. Derfor sendes der ansøgninger rundt til alle der kan tænkes at ville give et bidrag til den ret omfattende renovering.

Folkeaktier
Op gennem historien er det før set, at netop folkeaktier kan være med til at sætte skub i tingene, og skaffe de sidste og nødvendige kroner i kassen.

“Vi håber, at rigtigt mange vil købe en eller flere og være med til at realisere et fantastisk samlingspunkt – et egentligt kulturhus til Taulov.”, lyder det med optimisme i tonen fra Jan Schoubo.

Stationshaven
Den beskedne have der hører til Taulov Station fik for nogle dage siden en ordentlig omgang, så den ser ryddelig ud. Efter ferien begynder en egentlig anlæggelse af en have, der også kan samle beboere i Taulov.

Og haven vil være åben for alle, fortæller Jan Schoubo: “Borde og bænke, frugttræer, insekthotel, krydderurter og meget andet. – det er kun en lille bitte park, men vi vil prøve at få mest muligt ud af den. Haven vil være åben for alle, ikke kun brugere af kulturhuset.”

Honningbierne
Hvad gør Taulov Station ved de uønskede beboere? Heldigvis er der i kredsen omkring stationen en biavler, som på snedig måde fjerner dem. Jan Schoubo forklarer:

5.000 honningbier skal flyttes ikke dræbes. Foto: Jan Schoubo.

“På væggen er nu monteret et alternativt, transportabelt hjem med et snedigt slusesystem, så de kan komme ud fra muren, men har svært ved at komme ind igen. Så vil de bosætte sig i kassen, og når dronningen begynder at føle sig ensom, rykker hun også derud – og så flytter Frank simpelthen kassen et andet sted hen, hvor de er mere velkomne.”

Fakta:
Nordeafonden og Fredericia Kommunes landsbypulje støtter etableringen af Stationshaven ved Taulov Station og Samlingskraft (Realdania) støtter ”Indvielse af Stationshaven ved Taulov Station”