FREDERICIA

“Tager jeg afstand fra min forgænger? JA” – Borgmester forklarer sig

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Efter fredagens pressemøde i byrådssalen, har Fredericias borgmester – Steen Wrist, opdateret sine følgere på det sociale medie Facebook.

Her giver han udtryk, for en tung og træls situation, og vedkender sig et medansvar i, at der ikke er blevet reageret tidligere.

På facebook skriver han:

“Det står hævet over enhver tvivl, at Fredericia lige nu er ude i et stormvejr i kølvandet af fredagens pressemøde, hvor vi fremlagde alvorlige undersøgelser, særligt omkring den tidligere borgmester og kommunaldirektør.
Jeg forstår fuldt ud reaktionerne og kritikken.

JA! Jeg har også selv et medansvar for ikke at have sagt fra tydeligere og tidligere. Det er jeg ked af i dag. I byrådet skulle vi have forholdt os til tingene langt tidligere.

JA! Som det borgmesterbærende parti har Socialdemokratiet stort medansvar! Og ja, det ansvar har vi taget på os, åbent og ærligt – tager vi oprydningen på vores kappe. Jeg er rigtig glad for at resten af økonomiudvalget bakker op, og også tager stort ansvar for oprydningen.

Nej! Det er ikke den start som borgmester jeg hverken havde ønsket mig eller forventet!
Jeg er ked af, at Fredericia Rådhus er på alle forsider med det her. Selvfølgelig er det ikke rart for mig, at stå midt i orkanens øje. Men jeg er allermest ked af det på de mange medarbejdere på rådhusets vegne, som lige nu også står for skud. Det er ikke fair overfor dem, de knokler alt det bedste de kan for borgerne og for kommunen. Det her handler om ganske få personer i den absolutte topledelse, som har forvaltet deres mandat meget kritisabelt. De personer er ikke i kommunen mere. Hvis pilen skal pege på dem, som er tilbage i kommunen, så peg den ikke på medarbejderne – peg den på mig!

Tager jeg afstand fra min forgænger?
JA. For med stor magt følger stort ansvar. Og det skal man tage på sig og forvalte ordentligt.

Lige nu er ansvaret mit, og det vil jeg gøre mit bedste for at forvalte på min måde.

En særlig tak til alle som har skrevet opmuntrede hilsner de sidste dage.” – skriver Borgmester Steen Wrist på facebook.