SAMFUND

Tættere samarbejde med erhvervslivet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

 

Jobcentres samarbejde med erhvervslivet på tværs af kommunegrænser bliver tættere

 

CNC-operatører til metalindustrien og skræddersyede uddannelsesforløb til lokale busselskaber. Det er to helt konkrete resultater af det virksomhedsrettede samarbejde mellem de 7 jobcentre i Trekantområdet, som nu også har fået en politisk blåstempling.

 

Det er godt et år siden, at virksomhederne i Trekantområdet for første gang kunne søge medarbejdere i hele syv kommuner, når de henvendte sig på deres lokale jobcenter. Den fælles rekrutteringsservice var det første samlede initiativ fra Job7.dk, hvor Haderslev, Vejen, Middelfart, Billund, Vejle, Kolding og Fredericia kommuner samarbejder om at skaffe kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet.

 

Job7.dk har siden iværksat skræddersyede uddannelsesforløb for CNC-operatører og buschauffører, som har betydet, at ledige på tværs af kommunegrænserne har opnået lige præcis de kompetencer, som virksomheder i Trekantområdet har efterspurgt.

 

Der har – kort sagt – været tale om et rigtigt velfungerende samarbejde, som blev endnu tættere den 16. august, da udvalgsformænd fra alle kommunerne underskrev en fælles hensigtserklæring.

 

Det fortæller Marianne Thomsen (SF), som er formand for Fredericia Kommunes Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalg. “Vi er meget glade for Job7.dk samarbejdet, og vi kan konstatere, at det bliver taget godt imod af både virksomheder og ledige. Samtidig kan vi se, at de fælles initiativer gør en reel forskel for parterne”, fortæller hun og glæder sig over, at man med hensigtserklæringen får vist både erhvervsliv og borgere, at der er politisk opbakning til en fælles kommunal indsats i forhold til de beskæftigelsesmæssige udfordringer.

 

Hensigtserklæringen beskriver, at formålet med Job7.dk er at etablere et samarbejde blandt de syv kommuner, med henblik på at varetage udfordringerne på beskæftigelsesområdet. Det skal ske gennem fælles initiativer i de deltagende kommuner.

 

Fakta Hensigtserklæringen skal først og fremmest at synliggøre Job7.dk over for erhvervsliv og borgere, og  vise at der er bred politisk opbakning til samarbejdet.