FREDERICIA

Tæt På: Flemming Larsen åbner en bog med blanke sider

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Hvem er manden, der gennem årtier med et stille diplomati har præget det fredericianske skolevæsen, og senest det store område: Seniorrådsformand? Det sætter DanmarkC TV fokus på i lørdagens Tæt På udsendelse

Da Flemming Larsen kom til verden i 1943 stod verden i flammer. Opvæksten skete på Fyn i et mindre husmandssted, og førte efter uddannelse til lærer til Fredericia. Her slog Flemming Larsen sig til ro som lærer, og gik selv den faglige vej. Og blev en socialdemokrat ind til marven, for sådan skulle samfundet være.

Fremtidens skole skulle formes, og Flemming Larsen var en aktiv deltager i alt det arbejde der gik forud, og har sat sit præg på byens skolevæsen. Dengang!

Efter tiden blandt elever og lærerkollegaer kom pensionen, men det var ikke nok for Flemming Larsen at sætte sig med en bog, eller eksempelvis genoptage interessen for skuespil, som tidligere ved Fredericia Voldspil. Der var bud efter Flemming Larsen, og så blev han som det naturligste formand for Fredericia Kommunes Seniorråd.

Et råd, der samarbejder med det politiske Senior- og Socialudvalg (tidligere hed det blot Socialudvalget), og de politikere der har pladser i udvalget. Men der skal også i det daglige samarbejdes med embedsmænd i forvaltningens mange afkroge, der har med byens seniorer at gøre.

Flemming Larsen har måtte lægge ryg til meget, som eksempelvis under de seneste sparerunder. Målet har været, at rådgive politikere og embedsmænd på en afbalanceret måde, og hvor byens ældre led mindst.

Den 31. december 2024 sluttede det travle og politiske liv, og tiden er nu hans egen!

Bogen 2025 har dog nogle udfyldte sider, idet Flemming Larsen sammen med sin ægtefælle, tager den sædvanlige tur til de varme lande i seks uger.