Politiets døgnrapport

Syv indbrud i personbiler og trafikuheld på Gl. Lillebæltsbro

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

“Tyverier fra personbiler er noget der har fyldt meget i den sidste tid,” beretter vicepolitiinspektør Mikkel Ross

Tyveri fra personbil
I Dronningensgade tirsdag kl. 18.15 til onsdag kl. 08.00 er knust højre forreste siderude.
Der er stjålet en telefonoplader og et kabel til en telefon.

Tyveri fra en personbil
I tidsrummet fra tirsdag kl. 00.01 til onsdag kl. 03.00 er det gået ud over en VW Golf, der har fået knust forreste siderude.
Fra midterkonsollen er der stjålet et par solbriller.

Tyveri fra personbil
En personbil, der holdt på en P-plads i Norgesgade, er der onsdag kl. 12.30 anmeldt en knust siderude i en bil.
Fra bilen er der stjålet kontanter.

Tyveri fra personbil
Næste bil det er gået ud over holdt i Dalegade. I tidsrummet onsdag kl 17.00 til torsdag kl. 05.30 er forreste siderude i højre side knust.
Det vides ikke, om der er stjålet noget.

Tyveri fra personbil
Her er det gået ud over en Opel i Kongensgade i tidsrummet mandag 20.00 til onsdag kl. 07.10. Her er der knust en forrude.
Der mangler ikke noget.

Tyveri fra personbil mere i Kongensgade
I Kongensgade var det galt i tidsrummet tirsdag kl. 17.45 til onsdag kl. 13.00. Her er det en Toyota Aigo der har fået knust en forrude.
Her mangler heller ikke noget.

Tyveri af udendørs lampe
En restaurant i Gothersgade har fra onsdag kl. 02.00 til samme dag kl. 03.00 fået stjålet en udendørs lampe.
Det er to personer der har haft arbejdet med at tage den ned, og kan glæde sig over, at de er optaget på overvågningsvideo. Det letter naturligvis efterforskningen!

Færdselsuheld på Gl. Lillebæltsbro
Onsdag kl 23.37 går det galt på den gamle bro: En personbil ført af en 22-årig fra Middelfart, kører mod nord, da en anden personbil kommer bagfra, med en chauffør der kun er 17 år, og overhaler.
Der er fuldt optrukne linjer på broen, og altså også der hvor overhalingen skete.
Mod den overhalende bil med den 17-årige dreng bag rattet, kommer en motorcykel ført af en 66-årig fra Middelfart, og som den 17-årige rammer, og motorcyklisten vælter.
Der skete angiveligt ikke nogen alvorlig personskade, men alene materiel skade.
Den 17-årige dreng er fra Nørre Aaby, og kan nu afvente en stribe sigtelser.