Læserdebat af: Sune Nørgaard Jakobsen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Lad os én gang for alle få slået noget fast: Der findes ikke omsorgstræthed. Det er en falsk fortælling, der flytter ansvaret fra systemet over på den enkelte.
Vi er ikke blevet trætte af at drage omsorg for mennesker. Vi er blevet trætte af at gøre det i et system, der ikke tager ansvar, ikke skaber rum, og ikke understøtter vores faglighed.
For det er ikke menneskene, vi ikke kan holde ud mere. Det er afmagten. Det er følelsen af at blive spændt for en vogn, der hverken har retning, benzin eller bremser. Det er at blive bedt om at yde det umulige uden tid, uden rammer og uden reel opbakning.
Når ledere og politikere taler om “omsorgstræthed”, bliver det pakket ind som en slags naturlov. Som om vi, der har valgt at arbejde med mennesker, pludselig skulle have mistet lysten til netop det. Men det passer ikke. Vi mærker tværtimod en dyb afmagt, når vi ikke længere kan give det, vi ved virker. Når vi må gå hjem med en knude i maven, fordi vi måtte prioritere mellem to mennesker i krise. Fordi skemaet var vigtigere end samværet. Fordi dokumentationen tog tiden fra relationen.
Vi har ikke mistet evnen til at give omsorg. Vi har mistet tilliden til, at nogen lytter, når vi råber op.
Jeg kender ikke ét eneste menneske i omsorgsfagene, der er blevet træt af mennesker. Men jeg kender alt for mange, der er blevet syge af systemet. Af kontrollogikker, af meningsløse reformer og af at blive mødt med mistillid frem for faglig respekt.
Det er ikke os, der er slidte. Det er systemet, der er slidt op af sin egen kynisme.
Så lad os begynde at tale ærligt. Vi har ikke brug for kurser i “resiliens”, mindfulness i frokostpausen eller flere plakater om arbejdsglæde. Vi har brug for reelle arbejdsvilkår. For ledelser, der tør sige fra over for nedskæringer. For politikere, der prioriterer mennesker over regneark. Og for et system, der støtter frem for at styre.
Omsorgstræthed er en myte. Systemtræthed er virkelighed. Og hvis vi ikke tør tage den alvorligt, så står vi tilbage med et velfærdssystem uden velfærd og omsorgsprofessionelle, der forlader faget med belastningsreaktioner.