Politiets døgnrapport

Sydøstjyllands Politi er klar til Smukfest i Bøgeskoven

Af Steen Knudsen - tv@danmarkc.tv

Bøgeskoven i Skanderborg danner igen ramme for den årlige musikfestival, når Smukfest finder sted fra 30. juli til 6. august. Sydøstjyllands Politi er som altid til stede for sammen med arrangøren at sikre en tryg afvikling for både festivalgæsterne og borgerne i Skanderborg

Trafikale forhold, sikkerhed på og omkring festivalen samt forebyggende tiltag.

Det er tre af hovedtemaerne for den indsats, Sydøstjyllands Politi har planlagt på den kommende Smukfest i Skanderborg.

Der kommer til at være mange tusinde musik- og festglade mennesker på og omkring Smukfest, og det giver som regel anledning til markant mere trafik end sædvanligt ved festivalpladsen samt i Skanderborg by. Hvis du har planer om at køre til festivalen i bil eller skal køre andre, opfordrer vi derfor til, at du kører hjemmefra i god tid og bevæbner dig med tålmodighed. Følg de skilte og anvisninger, der er sat op. De markerer også tydeligt, hvor du må parkere.

Erfaringsmæssigt ved vi, at der er nogle, der ikke holder sig fra euforiserende stoffer, selvom der er nultolerance over for besiddelse af stoffer på Smukfest. Vi kommer som tidligere år til at have skarpe politi-hundenæser med på festivalen, og de er gode til at snuse sig frem til det. Sker det, så ryger armbåndet.

Vi vil være fysisk til stede ved festivalen hele ugen, så den forløber så godt og roligt som muligt. Imens fastholdes politikredsens daglige beredskab som sædvanligt, og vi er som altid også tilgængelige via politi.dk og på 114.

Sydøstjyllands Politi ønsker alle, der skal forbi Bøgeskoven, en rigtig god festival. Hold det gode humør højt festivalen igennem – også når promilen bliver høj, og respekter som altid hinandens grænser.

Seks gode råd

  • Sørg for, at din billet er købt fra en af de officielle udbydere.
  • Kommer du med bil, skal du forvente ekstra trafik. Der er garanteret mange andre, der ankommer samtidig med dig, og der bliver formentlig rift om parkeringspladserne.
  • Hvis du er ung, så lav en aftale med din familie om, at du ringer eller sender en SMS hjem til dem en gang i mellem. Så ved de, at du har det godt.
  • Beskyt dig mod tyveri ved at lade værdifulde genstande blive hjemme. Du kan også passe på dine ting ved at holde dem tæt på dig i lukkede lommer og sætte en hængelås på dit telt, hvis du overnatter på festivalen.
  • Hvis du skal drikke alkohol, så gør det med fornuft, og hold dig fra euforiserende stoffer.
  • Er en ven eller veninde alligevel kommet til at drikke for meget, så hjælp hinanden med at komme sikkert hjem eller tilbage til teltet.