
Sydjyllands Veterantog aflyser

De traditionsrige kørsler med veterantog mellem Vejle og Jelling er aflyst i år. Grunden er at Sydjyllands Veterantog SJVT, der driver veterantoget, mangler en tilladelse til at køre som selvstændig operatør.
Siden udskillelsen fra Danmarks Jernbanemuseum er der arbejdet på at få en sikkerhedsstyring op at stå, det er en proces der foregår i sparring med trafikstyrelsen.
-Uden en godkendt sikkerhedsstyring kan vi ikke køre som selvstændig operatør, fortæller Thomas Thomsen der er sikkerhedsansvarlig i foreningen, og det er en proces der ikke har kunnet afsluttes inden årets kørsler i Grejsdalen. Derfor er vi nødt til at aflyse.
Det er Trafikstyrelsen der i sidste ende skal godkende foreningens sikkerhedsstyring, og dermed en godkendelse som operatør.
-Vi er meget kede af at skuffe vore samarbejdspartnere og de mange trofaste gæster, der har glædet sit til en tur med veterantoget i år, siger Henrik Cordtz.
-Nu må vi se fremad, vi arbejder videre med vores sikkerhedsstyring, og forventer at få den godkendt så vi snart igen kan køre veterantog i Grejsdalen, slutter Thomas Thomsen.
[Normal_Box]
Veterantoget, der nu drives af SJVT, har siden 1977 hver sommer kørt veterantog Vejle-Jelling. Foreningen har værksteder og remise i Lunderskov og kører desuden normalt veterantog på Haderslevbanen.
Det daværende Lokomotivklubben KLK startede med at køre veterantog i 1972, og havde indtil sammenlægningen med Danmarks Jernbanemuseum i år 2010 sin egen operatørtilladelse. Da SJVT i 2013 igen blev udskilt fra Danmarks Jernbanemuseum var den gamle operatørtilladelse afleveret, og der skulle starte en ny proces med ansøgning om at blive godkendt som operatør.[/Normal_Box]