
Supertalent fra Erritsø Rugby brugte sommerferien til at træne i fransk storklub

Holdkaptajn for Erritsø GIFs U16-Danmarksmeste, Lauge Jørgensen, fik i sommerferien stor nytte af rugbytræning i Frankrig
RUGBY. Soissons ligger ved floden Aisne, cirka 100 kilometer nordøst for Paris. Det opdagede Lauge Jørgensen, holdkaptajn for Erritsø GIF Rugbys 16-Danmarksmestre, i forbindelse med sin sommerferie.
Det unge rugbytalent er ambitiøs omkring sin sport. Allerede før afrejsen til Frankrig undersøgte han, om der var rugbyklubber i nærheden af der, hvor han og hans mor skulle holde sommerferie. Valget faldt på AC Soissons-Rugby, som tog godt imod deres unge danske gæstespiller.
Rugby er meget populært i Frankrig. Landet har således et herrelandshold i den absolutte verdenselite. Til efteråret er Frankrig vært for Rugby-VM, hvor værterne er blandt favoritterne til at løfte VM-trofæet.

Lauge fortæller om sine oplevelser i AC Soissons-Rugby:
”Jeg trænede én gang med deres U18-hold og én gang med deres seniortrup.”
Han fortæller, at U-18 træningen startede med pasningsteknik med elastikmodstand for at træne kasterækkevidde. Det blev også trænet sparketeknik. Og Lauge fortsætter:
”Seniortræningen startede ud med kampteknik, fulgt af boldtræning og generel teknik. Så spillede vi en 45-minutters træningskamp med touch-rugby. Og vi sluttede af med evaluering.”
Lauge har dyrket rugby, siden han var 7 år. Altid i Erritsø GIF, hvor hans far, Morten, i 00’erne var holdkaptajn i Erritsø og spillede for Danmark. I dag er faren træner for Lauge og U16-holdkammeraterne.
Til september fylder Lauge 16 år. Det er hans mål om få år at spille på Erritsøs førstehold. Han er desuden en god rollemodel for sit U-16 hold og fortæller, at rigtig mange i truppen har ambition at spille på Erritsøs førstehold, nogle endda på landsholdet. Hidtil har Lauge selv deltaget i to ungdomslandsholdssamlinger og han har mod på mere.
Lauge tilføjer, at han også gerne vil til udlandet for at spille rugby. På højt niveau. New Zealand står øverst på ønskelisten.

Fotos: Lauge Jørgensen og Pertti Frandsen / Erritsø GIF. Privatfoto.